Kan du sikre, at vores 40 hjemmesider altid er opdaterede og står sprogligt korrekt, samtidig med at du rådgiver en kollega om tilgængelighed på nettet? Så er du måske vores nye webredaktør.

Vores nye webredaktør får det primære ansvar for, at den daglige drift af vores mange hjemmesider kører smertefrit i samarbejde med blandt andet byens plejehjem og sundhedscentre.

I løbet af 2021 overgår hele Københavns Kommune til en ny Drupal-platform. Det betyder, at vi skal migrere en lang række hjemmesider og et helt intranet over på den nye platform. Derfor søger vi en webredaktør til en tidsbegrænset stilling, der hele næste år kan hjælpe os med at holde den daglige drift kørende, mens vi rykker alt indhold over på en ny platform.

Vores nye webredaktør vil sideløbende også få ansvar for at opbygge en række hjemmesider på kommunens nye webplatform i samarbejde med både fagpersoner og kollegaer i afdelingen.

Din profil
Du har en relevant videregående kommunikationsuddannelse, fx journalist eller cand.it.

Du skal have en naturlig forståelse for brugervenlighed, webudvikling og handicaptilgængelighed. Derudover skal du selvfølgelig kunne sikre, at vores tekster er i øjenhøjde med borgerne og fremstår sprogligt og grammatisk korrekte.

 
 
  • Du skal have en struktureret tilgang til arbejdet med hjemmesider, og du går glad hjem, når du har sat flueben ved alle punkter på dagens to do-liste

  • Du har et grundlæggende kendskab til at arbejde med content management-systemer

  • Du er serviceminded, når du skal rådgive ledere og kollegaer om hjemmesidernes mange muligheder og funktioner
 
Vores afdeling
Vi er kommunikationsafdelingen i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen på Københavns Rådhus. Vi arbejder for klar og tydelig kommunikation til især byens ældre og vores cirka 10.000 kolleger, som hver dag knokler på de københavnske plejehjem, i hjemmeplejen og en række sundhedscentre.Du bliver en del af en afdeling på 12, og vi sidder i Rådhusets måske bedste lokaler direkte ud til Rådhuspladsen. Derfor er det også vigtigt, at du kan lide kødfrie dage i kantinen og udholde lyden af panfløjter og demonstrationer i mange afskygninger. Vi kan godt lide hinanden og vores arbejdsopgaver, og vi har et stærkt fagligt miljø med daglig sparring.

Løn- og ansættelsesforhold
Stillingen ønskes besat den 1. januar 2021 (senest 1. februar) og er tidsbegrænset til 12 måneder (2021). Vi tilbyder løn- og ansættelsesforhold efter kvalifikationer og i henhold til gældende overenskomst.

Mere information
Har du spørgsmål vedr. stillingen, så ring til faglig koordinator Morten Romby på 6146 3686 eller kommunikationschef Pernille Mølgaard Toft på 2277 0050.

Søg via nedenstående link senest tirsdag den 1. december 2020

Søg jobbet her

Skriv i din ansøgning, at du så jobbet på bureaubiz.dk

Information

En del af Creative Club