Kampagne fra tre små bureauer blev pludselig meget aktuel

Peter Engholm
peter@bureaubiz.dk

En glamourøs Sofie Lassen-Kahlke og ”en hel masse guldballoner” skulle symbolisere den danske model. Så kom Vejlegården. Kunden holdt dog fast, og nu udvides kampagnen.

Det begyndte som en sjov og kuriøs opgave, da de tre små design- og kommunikationsbureauer – Formidabel, Jon Kabell og Volapyk – fik frie hænder, mere eller mindre, til at lave en kampagne for fagforeningen FOA: Den danske arbejdsmarkedsmodel skulle præsenteres let og forståeligt for en relativt smal, ung målgruppe.

”Vi besluttede hurtigt at lave en meget visuel kampagne for at gøre det lidt tunge stof mere spiseligt, og vi ringede derfor til fotostudiet Territorium. Og pludselig var vi ude i noget med Sofie Lassen-Kahlke i balkjole og en hel masse guldballoner,” siger Jon Kabell.

Den Danske Model blev personificeret  i en smuk kvinde i forskellige hverdagssituationer, hvor arbejdsmarkedsmodellen påvirker danskernes hverdag positivt.

Men efter alle fotos var taget, og materialet næsten lå klart, opstod Vejlegård-sagen om en værtshusejer i Vejle, der opsagde overenskomst med 3F og gik over til Krifa – med efterfølgende voldsom debat om den danske models berettigelse.

Og så var kampagnen med guldballonerne pludselig ikke så smal længere.

”Det er klart, at der kom en langt større opmærksomhed på vores kampagne, både i FOA og andre steder i fagbevægelsen. Grundprincipperne for den danske model stod pludselig til diskussion i alle medier – og her stod vi med en kampagne med guldglimmer og glamour og en hel del humor. Men heldigvis holdt FOA fast i konceptet,” siger Luise Falhof fra Volapyk.

FOA nøjedes ikke med at holde fast, men lod konceptet vokse – med en event, der skydes af i dag mandag den 3. september.

”Det bliver præsenteret som selve premieren på Den Danske Model, hvor FOAs formand, Dennis Kristensen, og Sofie Lassen-Kahlke ruller den røde løber ud og forklarer nogle hundrede unge om den danske model,” siger Camilla Behr fra Formidabel.

Premieren kan efterfølgende ses som film på kampagnens facebookside – en side, der i øvrigt satser på at kunne bruges i undervisningen på ungdomsuddannelser og erhvervsskoler, når de unge i eksempelvis samfundsfag skal forstå principperne i den danske model.