Af Peter Engholm 25@mail.dk

McCanns kreative direktør er en mand. Det er normen – og en noget nær skandaløs skæv fordeling i den danske bureaubranche, der ikke har rokket sig i 40-50 år, hvad angår kreativ ledelse.

Da Lommer-legatet lukkede og slukkede ved at uddele 4 portioner á 100.000 kr, var en af modtagerne projektet ”Mere dame i reklame”. Et af afsættene til projektet var det faktum, at blot 8 ud af 88 jurymedlemmer ved Creative Circle Award er kvinder.

Men også på direktør-plan er de kreative kvinder fraværende. Det konstaterer Kim Jong Andersen, der selv er kreativ direktør i McCann Copenhagen:

”Der har vel aldrig før været så mange kvindelige ledere på danske bureauer end nu – som enten strategiske direktører, kontaktdirektører eller administrerende direktører. Men hvor er deres kvindelige pendanter i den kreative del af butikken,” spørger Kim Jong Andersen i et indlæg på Facebook.

En artikel i Mandag Morgen, baseret på en McKinsey-undersøgelse, viser, at vi fortsat lever i en mandsdomineret verden.

”Intet sted gør det sig mere gældende end i reklamebranchen, der vel ellers skulle forestille at være en progressiv branche. Hvor dælen er f.eks. de kvindelige kreative direktører? Jeg kan kun komme i tanke om et par stykker her i København, og det er sgu’ da egentlig noget nær en skandale!,” skriver Kim Jong Andersen.

Han peger på, at når de kreative direktører kommunikerer til forbrugere, så er det reelt kvinder – idet de står for ca. 85 pct. af alle større købsbeslutninger.

Skævvridningen går igen inden for account management. Blot med omvendt fortegn, for det kræver tilsyneladende sin kvinde at holde styr på de mange, mange mænd:

”Her er der en overvældende majoritet af kvinder som projektledere på reklamebureauerne. En stilling, der i gamle dage på bureauerne blev benævnt “kontaktsekretærer”. Her er vi åbenbart heller ikke kommet særlig langt siden 50’erne. Pigerne skal have orden i penalhuset og passe på de uregerlige drenge,” mener Kim Jong Andersen.

Han sammenligner den danske bureaubranche med Mad Men-serien:

”Lad os nu for pokker vise verden, at vi er kommet lidt længere og har mod på at bryde alle de gamle konventioner og forestillinger, om at den kreative helt skal være “Don Draper”, og projektlederen helst skal være en “Joan Harris”. For netop i den sidste sæson af Mad Men lykkedes det jo for stort set alle at bryde ud af deres stereotyper. Derfor er det også på tide, at vi andre gør det – 40 år efter, at Mad Men-serien sluttede, men hvor de gamle normer stadig trækker spor helt op til vores nutid.”

Kommentarer

  1. At stå på mål for en kreativ ide – eller en hel kreativ afdeling – kræver at man ikke frygter at blive til grin. Men samtidig har tro nok på sig selv, til at ta’ risikoen. Det er der heldigvis masser af kvinder som kan, men selvkontrollen og dyrkelsen af det perfekte har det alt, alt for godt blandt danske kvinder. Og mænd, for den sags skyld. Vi har bare traditionen med os. Det har længe været sådan, at hvis en mand glider i en bananskræl, så er det sjovt. Hvis en kvinde gør det, er det synd. Heldigvis er der kvinder som Maren Uthaug m.fl. som er med til at tegne et nyt billede.

    Nu mener jeg ikke at mænd nødvendigvis har behov at have bryster, for at kunne kommunikere til kvinder. Den del af logikken er så uendeligt ligegyldig. Men at der savnes dygtige kreative kvinder, som tør og vil, er der næppe nogen tvivl om. Til gengæld kunne man forstille sig at der ligger et uforløst potentiale i at få den underdanige mand til faktisk at foretage en købsbeslutning. Men det er en anden sag…

  2. Det er lidt det samme med bestyrelsesposter som nogen mener skal beklædes af kvinder i endnu højere grad. Det kan man bare ikke sige med fornuften i behold.

    Man kan sige at bestyrelsesposter og kreative direktørposter og alle mulige andre poster, skal beklædes af de som er bedst kvalificerede. Og det kan da ligeså godt være en kvinde.

  3. Jeg har gennem mere end 40 år i branchen arbejdet sammen med temmelig mange rigtig dygtige, kreative piger, tøser og kvinder. Af en eller anden grund var omkring 70% af dem tekstforfattere. Årsagen til at de ikke også var kreative direktører er sikkert at de også havde travlt med at være mødre, kvinder, veninder, elskerinder, i skolebestyrelser, mødregrupper og med at lære italiensk. Kort sagt at leve livet.

  4. Jeg hedder Mette, er 49 år, art director og bureauejer på 16. år. Kim, du har fuldstændig ret i din undren, og jeg kan bekræfte, at billedet ikke har flyttet sig i de mange år, jeg har været i reklamebranchen. Mange af de jævnaldrende kvinder, jeg har mødt i mit fag, er i dag gået videre i andre brancher eller nye uddannelser, så jeg føler mig ret alene, men heldigvis blandt en masse dygtige mænd 😉 Jeg tror at Søren Parup har en pointe m.h.t. at kvinder generelt vil meget andet end at gå på arbejde, og at det kan konflikte med reklamebranchens stressede arbejdsdage. Men jeg tror også, at der er en anden grund. Voksne kvinder gider ikke så meget “bullshit” -og hånden på hjertet…det er der altså meget af i vores branche. Jeg mener f.eks. gamle koncepter og tanker, der støves af og bliver lanceret som “den nye sandhed” om afsætning og markedsføring.. eller når man som kreativ endnu engang skal bruge sit hjerteblod på at markedsføre et produkt, man dybest set synes er noget overflødigt skrammel, der ikke fortjener at komme på markedet. Efterhånden som man bliver voksen i faget og måske også får nogen børn, tror jeg at man bliver mere nuanceret i sine holdninger og ens værdier forandres, og så bliver det for mange kvinder (og mænd) svært at se MENINGEN med at bruge så meget energi på noget så overfladisk som reklame. Jeg ved, at det er en af grundende til at mange af mine tidligere kvindelige kolleger har droppet reklamebranchen, og mon ikke også mange mænd i branchen har det på samme måde? PS: Jeg har tænkt mig at fortsætte med at arbejde kreativt 😉

  5. *Mette, flot og ærligt indlæg som jeg tror er “godt” set. Kvinder har mere travlt med alt muligt andet end at blive kreativ direktør.

    Man kunne måske ligeså godt sige det er en skandale at der ikke er flere kvinder som er spilprogrammører og at det er en skandale, der ikke er flere mandlige jordemødre.

    Jeg tror procentdelen på posterne passer fint i forhold til fordelingen imellem ansøgere. Bag enhver magtfuld mand, står en endnu mere magtfuld kvinde. Eller noget i den stil…

  6. Hvor er det dog befriende, at nogen omsider sætter ord på den ubalance, der er i branchen. Jeg har den største beundring for de få kvinder, der har “holdt ud”, for jeg er selv én af dem, der har “trukket mig” fra manegen. Dog ikke længere tilbage end at jeg de sidste 13 år har været art director, tekstforfatter, projektleder og kreativ direktør i min egen bix – på den måde, der passer mig. For Mette Reimers beskrivelse af “bullshit” erindrer jeg kun alt for godt.
    En af de mest skelsættende oplevelser havde jeg i begyndelsen af min karriere, hvor jeg var eneste kvinde i en kreativ afdeling på et fremadstormende bureau i city. Her blev på et tidspunkt arrangeret arbejdsweekend for afdelingen i direktørens sommerhus. Jeg tænkte, at det ville være en fin måde at få lært mine nye kolleger lidt bedre at kende – indtil jeg opdagede, at det skulle være en “herretur”. Det vil med andre ord sige, at den kvindelige ad’er (mig) selvfølgelig ikke var inviteret … behøver jeg at sige mere …?
    Det foregik bare – og hvad skulle jeg gøre? Jeg ville jo gerne beholde jobbet!
    Men en oplevelse som dén sætter sig. Man får hurtigt fornemmelsen af, at man bliver bedømt efter helt andre parametre end på hvor dygtig man er.
    Havde jeg haft den alder og erfaring jeg har i dag, ville jeg næsten have elsket at få lov til at genopleve situationen – og give igen. But that’s history!
    Jeg ved ikke hvor meget der er forandret, men oplevelser af den art tror jeg ville få en del kvinder til at vælge andre veje.
    Man orker simpelthen ikke at spille spillet. Personligt fandt jeg heller aldrig ud af det – og kommer aldrig til det.
    Heldigvis – fristes jeg til at sige 😉

  7. Kære Kim, du undrer dig over, at reklamebranchen stadig er så mandsdomineret. Det skulle ellers forestille at være en progressiv branche, så hvorfor mangler den kvindelige kreative i topledelsen, spørger du. Svaret er måske, at reklamebranchen ikke er – og aldrig har været – spor progressiv. Kreativ ja, progressiv nej.
    Reklamebranchen er ikke nytænkende. Den finder ikke på noget, der aldrig er set tidligere, den sætter ingen nye standarder, og den går aldrig forrest. Den lever af at formidle, hvad alle andre finder på.
    Reklamebranchen er refleksiv. Den spejler og kopierer trends, den stjæler med arme og ben fra musikere, modeskabere, billedkunstnere, teater- og filmfolk, undergrunds- og græsrodsbevægelser. Typisk den slags, der ikke har andre end sig selv på spil, og sjældent står til ansvar for en højtbetalende kunde. Reklamebranchen bearbejder det, der allerede virker i små lukkede cirkler af genuine firstmovere ved at tygge det, tilpasse det og serveredet for masserne i letfordøjelige portioner på landsdækkende kanaler i bedste sendetid. Det er branchens natur at være iagttager snarere end iværksætter, ellers ville den ikke kunne omsætte kundernes produkter til attraktive køb for masserne. Reklamebranchen er nemlig vanvittig dygtig til at få øje på potentialet i mikrotendenser og gøre dem alment attraktive gennem kreativ kommunikation. Men den opfinder ikke noget. Derfor kommer der heller ikke til at ske noget banebrydende, når det gælder ledelse eller organisationsudvikling i det hele taget, herunder udvikle og fastholde kvindelige kreative ledere. Men det skal nok komme – ikke ud fra ønske om at være først. Men fordi de ægte progressive virksomheder er i gang, og har succes af samme årsag. Giver det mening? Mvh Nanna Bernth, kreativ leder, DR Markedsføring.

Få nyhedsbrev

Tilmeld dig Bureaubiz’ ugentlige brief om bureauer, reklamefolk og marketing - og kom bedre rundt om branchen hver dag.

Tilmeld nyhedsbrev
En del af Creative Club