Københavnsk bureau allierer sig med 45 jyske udviklere – og omvendt

Peter Engholm
peter@bureaubiz.dk

KathArt Interactive og Novicell indgår et strategisk samarbejde, der sigter mod større tyngde – teknisk hos KathArt og geografisk hos Novicell.

De to digitalbureauer KathArt Interactive og Novicell indgår samarbejde. Novicell er vokset kraftigt de senere år, men primært i Jylland, mens KathArt mixer det underholdende og det seriøse, men savner produktions-muskler til at byde ind på flere opgaver.

”KathArt leverer spændende løsninger til interessante virksomheder, som vi glæder os til at bidrage til. Og med det nye partnerskab får Novicell også et stærkere afsæt i København,” siger Per Kirchner, adm. direktør i aarhusianske Novicell.

Aftalen giver KathArt adgang til 45 udviklere, som især skal hjælpe med udviklingsopgaver på platformene Umbraco, Sitecore og Drupal, samt tungere integrationsopgaver med bl.a. Axapta og andre forretningskritiske systemer.

Målet er at gøre KathArt/Novicell endnu mere interessant for større virksomheder og offentlige institutioner i Københavnsområdet.

”Vi savner egentlig ikke invitationer, men vil gerne kunne takke ja til flere af dem. Vi tror, at kombinationen af kreativitet, design og kode – suppleret med styrken og stabiliteten af et stort hold hardcore systemudviklere – vil være en attraktiv kombination,” siger direktør i KathArt, Franz Berliner.