Kreativ anvendelse af emojis på Twitter blev årets nyskabende ide

Peter Engholm
peter@bureaubiz.dk

Über-kategorien i Cannes Lions, Titanium, skal vise branchen den videre vej frem. Det evner CP+B, for de har gjort før. Se den enkle idé for Domino’s samt Integrated Grand Prx og lidt dansk i Branded Content.

Titanium-kategorien i Cannes hylder det nyskabende, og det gør det samtidig svært for juryen at definere kategorien nærmere.

Men manglende rammer skal hverken forhindre juryen i at uddele en Grand Prix i Titanium – eller CP+B i at vinde den. Bureauet vandt i 2007 og 2010 og nu også i 2015. Intet andet bureau har vundet Grand Prix’en flere gange.

Og arbejdet? At gøre det muligt for Domino’s kunder at bestille pizza via twitter – udelukkende med den emoji, der forestiller et stykke pizza.

”Hvorfor vinder den Titanium? Den er meget enkel og ikke noget særligt,” lød det fra en journalist fra Estland, og juryformand Mark Fitzloff, partner og Ecexutive Creative Officer Wieden+Kennedy, svarede:


”Den er ganske rigtigt enkel. Men vi er ikke enige i, at den ikke er noget særligt. Den er virkelig, virkelig god – og et strålende eksempel på, at en kreativ eller et reklamebureau har muligheden for at ændre forretningsmodel for kunde – og viser potentialet til at påvirke kundens forretning.”

I Integrated Lions vandt Wieden+Kennedy med Re2pect for Jordan Brand, Nike. En hyldest til baseball-spilleren Derek Jeter, der takkede af efter 19 år og 5 verdensmesterskaber.

”En kampagne båret frem af følelser. Den kunne ikke have ladet sig gøre uden at være integreret, men det er netop ikke sådan, at man siger ”hey, den er integreret” – du tænker ikke over det,” sagde Mark Fitzloff.

https://www.youtube.com/watch?v=X03_bNuihLU

I Branded Content & Entertainment blev der ikke uddelt Grand Prix, men derimod 16 guldløver, bl.a. til 805 Million Names fra FN’s fødevareprogram, udført af Forsman & Bodenfords og produceret af det unge dansk-svenske New Land, og The Gun Shop fra Grey New York med Per Pedersen som kreativ direktør.

”Branded Content & Entertainment er ikke længere en kategori – det er bare sådan, verden er. Den udvikler sig hele tiden, og det gør det ikke muligt at udpege en Grand Prix-vinder i form af et arbejde, der også står frem 30 år fra nu,” sagde juryformanden David Lubars, BBDOs globale kreative direktør.

Årets Cannes Lions havde ikke én stor vinder, der sugede Grand Prix’er på tværs – 17 arbejder delte de 18 kategorier. Kun én kampagne vandt således to kategorier: Life Paint fra Volvo og Grey London, hvor danskerne Rasmus Smith Bech og Jonas Roth er det kreative team.