Marts bedste video er en grum – men smuk film om arrangerede ægteskaber

Peter Engholm
25@mail.dk

Marts rummer kvindernes internationale kampdag, og selvom det nok er tilfældigt, så præger det listen over månedens bedste videoer.

Marts var præget af kvinder, når det gælder de bedste videoer – vurderet af Be On.

Måneden bød på kvindernes internationale kampdag (den 8. ds.), men det var afsættet for blot et par af de fem film på toppen.

Emnerne er hverken specielt muntre eller på anden vis letbenede; Barnebrude, menstruation og mandschauvinisme inden for opfindelser. Men emnerne behandles usentimentalt og elegant, og det bidrager til topkaraktererne.

Afsenderne er for størstedelens vedkommende ikke-kommercielle, og den målrettede fokus på kvinder og deres problemer har ikke Europa som arnested – Top5 er hhv. indisk, brasiliansk, peruviansk, amerikansk og global.

1. UNICEF – Storybook Wedding

Populærkulturen lægger op til, at din bryllupsdag er den lykkeligste i dit liv. Det er ikke tilfældet for de 15 mio. piger, som på årsplan – ifølge UNICEF – bliver tvunget ind i et ægteskab.

Denne stærke og ubehagelige film viser på realistisk vis situationen, hvor en brud forbereder sig. Smukke billeder, der viser en grum virkelighed. For bruden er 11 år, og gommen er 35.

UNICEF har slået pjalterne sammen med bryllupsbloggen Bridal Musings, og denne samarbejde understreger kun det forstyrrende og overraskende element i et ellers renskuret univers. Og effekten udeblev da heller ikke: 10 mio. visninger og 150.000 delinger på blot få dage.

Et modigt stykke content, der understreger kreative ideers styrke og påvirkning.

  • Karakter: 9,5

2. Al Jazeera – Arunachalam Muruganantham: India’s Menstruation Man

Tv-stationen fortæller om manden, der satte sig for at udvikle og producere gode og billige bind til Indiens kvinder.

Arunachalam Muruganantham fandt ud af, at hans kone brugte gamle klude som menstruationsbind – det er hun ikke ene om, så han søgte en løsning på problemet.

Initiativet blev ikke vel modtaget: Naboerne betragtede ham som pervers, og hans kone forlod ham.

Han fortsatte ufortrødent, og nu producerer hans 1300 maskiner bind til kvinder i 27 lande – kvinder, der ikke har råd til de store brands. Og hans kone tog kontakt til ham efter fem år.

Al Jazeera fortæller historier om ’Ordinary people in extraordinary circumstances’ og hylder den positive tilgang – og personer, der typisk går under radaren.

  • Karakter: 9,2

https://www.youtube.com/watch?v=Y8DBwchocvs

3. International Women’s Day 2016: What are you going to make?

Det er nemt for skolepigerne i Microsofts film (skabt af McCanns M:United) at nævne opfindere, bl.a. Leonardo Da Vinci, Thomas Edison og Nikola Tesla – alle mænd. Og kvinder? Svært.

Herefter hylder filmen en lang række kvinder og deres opfindelser – en inspiration og opfordring til unge piger om at give den gas og gøre en forskel.

I Microsofts #MakeWhatsNext-kampagne deles personlige fortællinger om markante unge kvinder, bl.a. Muriel Surmely, der ikke gennemførte high school, men blev designer og web-udvikler.

  • Karakter: 9,0

4. LAN Airlines – Make Mariela’s Dream Come True

Mariela fra en afsidesliggende landsby i Pery drømmer om at synge oppe i skyerne. Den drøm har svære betingelser – hvis ikke det var for flyselskabet LAN og dets CSR-program. Her åbner man verden for børn som Mariela, som får muligheden for at flyve for første gang.

I McCann-filmen bliver pigen og hendes familie fløjet til Lima, og de er bogstaveligt talt er oppe i skyerne, giver kaptajnen Mariela lov til at synge løs.

Filmen, der fik over 1 mio. visninger i sin første uge, er ikke så sentimental eller belærende, at det gør noget – snarere inspirerende og med hjertet på rette sted.

  • Karakter:

https://www.youtube.com/watch?v=B5M0JP4YG64

5. Huggies – The First 100 Days of Murilo

Ble-brandet følger op på Meeting Murilo, hvor den blinde, vordende mor, Tatiana, får en 3D-model af sin ufødte søn, så hun kan føle, hvad andre kunne se på scanningen.

Følelserne blafrer også i denne film, der følger båndet mellem mor og barn via lyd og berøring. Murilo vokser sig til i sine første 100 dage, og filmen fokuserer på moderkærligheden, som overvinder fysiske forhindringer.

Huggies er en narrativ mester, der bruger storytelling som bindeled til et globalt publikum.

  • Karakter: 8,6


Kriterier for scoren

Be On baserer karakterne ud fra et internt udarbejdet scorecard, hvor videoerne foruden antallet af views, social shares og generel mediebuzz, bedømmes ud fra seks overordnede kriterier, der har betydning for kampagnens online succes. Vurderingen foregår på en skala fra 1-10, hvor 10 er topkarakter. 


  • Øjeblikkelig tiltrækningskraft. Skaber de første 10-15 sekunder nysgerrighed? “Pay-off” skal ske øjeblikkeligt og kommunikeres tydeligt. Ingen har lyst til at spilde tid!

  • Publikums fastholdelse. Besidder videoen dét ekstra der skal til for at fastholde og imponere et online publikum i dag. En kendis, et velvalgt soundtrack, eksklusive optagelser, sex appeal eller blot en fangende titel.

  • Storytelling. Videoen skal være interessant og bidrage med noget unikt eller noget bedre indenfor dens genre. Storytelling relaterer sig endvidere til flowet i handlingen samt det kreative koncept bag.

  • Shareability. Videoen skal udføres i et format og en tone, som brugerne ønsker at dele på deres blog eller med deres sociale netværk. Mennesker er historiefortællere fra naturens side – de vil dele og skabe samtaler, hvis du giver dem en grund.

  • Produktion. Videoens kvalitet, layout samt ægthed har betydning for oplevelsen samt brugernes lyst til at dele. Er videoen behagelig at se, vækker den en følelsesladet respons og er der i det hele taget sammenhæng mellem layout og handling?

  • Samlet kampagne. Kampagnens dybde har betydning for den overordnede brugerinvolvering og organiske trafik. Har vi flere indholdstyper og mange kanaler i spil?