Mediacom henter ny direktør fra DDB

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Den nye direktør skal sikre større sammenhæng mellem mange specialist-kompetencer på bureauet.

Siden Jan Nielskov for lidt mere end tre år siden forlod jobbet som en af to øverste chefer i MEC har karrieren været lidt mere omtumlet. Eller sagt på en anden måde – han har hentet en række forskellige erfaringer.

Og lige netop det træder nu i karakter. Jan Nielskov vender tilbage til mediabureauverdenen, og det sker med et fokus på lige netop at tilføre et bredere erfaringsgrundlag.

Den nye arbejdsplads hedder Mediacom, hvor han får titel af Chief Client Officer. Der er tale om en omdefineret stilling og Jan Nielskov bliver en del af den øverste ledergruppe.

Han kommer til dette job fra en rolle som kontaktdirektør hos DDB.

”Mediacom arbejder konstant på at kunne rådgive og udfordre vores kunder optimalt i den meget komplekse marketingverden vi befinder os i. Specielt oplever vi, at der stilles større og større krav til at vi kan holde overblikket og få vores mange specialistkompetencer bragt i spil på rette måde,” siger adm. dir. Ulrik Falkner Thagesen og fortsætter:

“Både rent organisatorisk og ledelsesmæssigt kræver dette at vi tænker nyt. Derfor har vi ansat Jan Nielskov som ny Chief Client Officer til at sikre, at vi løfter niveauet yderligere på dette område på tværs af alle kunder. Vi er sikre på, at Jans meget brede erfaring og kompetencesæt fra både mediabureau, reklamebureau og digitale virksomheder vil kunne styrke os markant.”

For Jan Nielskov er det næsten som at vende hjem.

“Jeg har haft 16 år i mediabureau-branchen, før jeg forlod den for tre år siden. I en eksplosiv marketingverden synes jeg, det har været enormt sundt at lære at se problemstillingerne fra en anden vinkel, og derfor synes jeg, at det har været et privilegium at prøve nogle forskellige ting af i de sidste tre år,” siger Jan Nielskov og fortsætter:

“Jeg var rigtig glad for at være på DDB, men Mediacom har gang i en række spændende ting, og jeg kender Ulrik godt, så da tilbuddet kom, kunne jeg ikke sige nej.”