Mød den nye tovholder på brandet i Danmarks største virksomhed

Peter Engholm
peter@bureaubiz.dk

Mærsk McKinney Møller lagde stor vægt på at værne om navnet. Jon Black Andersen er ny Head of Branding & Marketing i Maersk Group og således den nye tovholder på netop brandet.

Danske rødder – med internationalt afsæt. Beskrivelsen passer både på Danmarks største virksomhed, Mærsk, og på Jon Black Andersen, der for nylig tiltrådte som Head of Branding & Marketing i Maersk Group.

Jon Black Andersen kom til Mærsk fra Rambøll, hvor han i godt et år havde været afdelingschef i Corporate Communications, og forinden havde han været hos PR-bureauet Mannov i til sammen 10 år, senest som partner og direktør.

Overordnet lyder jobbeskrivelsen hos Mærsk enkel:

”Branding & Marketing skal skabe tillid til Maersk Group, så det åbner døre på forretningsniveau og tiltrækker de bedste talenter – det gælder både for gruppen og for de enkelte forretningsenheder i Mærsk,” siger Jon Black Andersen.

Mere håndfast bliver opgaven på eksempelvis den digitale side:

”Mærsk Gruppen har opbygget en digital tilstedeværelse, hvor 15 mio. mennesker følger os månedligt – og Mærsk har 5 mio. fans/followers. Det er en imponerende tillid, og det giver os en indsigt. Men kommer vi videre herfra? Via en digital strategi, hvor vi kommer i dybden og øger den forretningsmæssige værdi. Vi har fortalt stærke fascinationshistorier på de sociale medier, men vi skal videre på den digitale rejse. Det samme gælder vores nye .com-site med individuelle web- og brandingoplevelser,” siger Jon Black Andersen.

Jobbet er omfattende, men det er antallet af medarbejdere ikke. Som Head of Branding & Marketing i Maersk Group er Jon Black Andersen chef for blot 5 personer – 3 i Danmark og 2 i udlandet. Én stol står pt. tom, for han leder i øjeblikket efter en digital strateg, der kan sikre dybde og integration på tværs af platforme.

”Vi kører det så lean som muligt. Vi baserer os på bureauer og andre gode samarbejdspartnere og køber specialer ind. Dette rådgiver-setup – og et krydsfelt med bureauer – kender jeg fra min tid på Mannov, nu bare på den anden side af skrivebordet,” siger Jon Black Andersen.

Og med en så relativ lille afdeling – den centrale rolle taget i betragtning – fylder bureau-samarbejder meget.

”Det omfatter næsten enhver type bureau. Jeg vil gerne fremhæve vores samarbejde med DigitasLBi, der er vores digitale bureau på en række projekter, Open, der har bistået med vores værdiprojekt, og e-Types, der bistår os med det grafiske design,” siger Jon Black Andersen.

Han peger på et fællestræk mellem de tre nævnte bureauer – og anslår samtidig en ny tilgang til bureausamarbejderne:

”Vi har et set-up med danske bureauer. Men det er danske kontorer, der alle er internationalt funderede eller orienterede. Og det internationale vil jeg gerne holde fast i – også i form af en øget international konkurrence på bureau-siden. Når man lægger så mange penge i eksterne ressourcer, er man selvfølgelig særligt opmærksom på den kvalitet, man får. Og når Mærsk opererer i 130 lande – alene på Esplanaden arbejder 70 forskellige nationaliteter – så er en international tilgang naturlig. Når vi kører en kampagne i Indien, Mexico eller Nigeria, er det ikke altid, at den rette rådgiver nødvendigvis skal findes i Danmark. I al fald ikke med et rent dansk kontor,” siger Jon Black Andersen.

Samme tilgang passer også på manden selv – han har, med afsæt i Danmark og Mannov, håndteret internationale kunder som Novartis i Basel, Bayer i New York og været lejet ud til den internationale IT-koncern CSC som nordisk kommunikationschef.

Dertil kommer Rambøll, der opererer i 20 lande – og endelig har Jon Black boet i Chile i tre år – med hustruen, der var souschef på den danske ambassade i Santiago.

Og både hos Mannov og Rambøll praktiserede Jon Black Andersen dét, han mener kendetegner ham:

”Jeg tænker tingene integreret. I Rambøll var jeg chef for fire enheder, der skulle spille sammen; design, kampagne/event, digital og content. Det samme gjaldt også på Mannov, hvor den integrerede approach – med marketing, branding, digitale kampagner – gik igen,” siger Jon Black Andersen.

Han refererer til VP Birgitte Henrichsen, der igen refererer til Mærsks øverste chef, Nils Smedegaard Andersen.

”Min job er at bringe Mærsk-arven i spil. På en klog og ny måde. Det gælder f.eks. Maersk Gruppens fem kerneværdier, der rækker 100 år tilbage. Grundlaget må siges at være solidt, men aldrig tungt. Mit job er ikke at sætte mig i sadlen og ændre kurs, men at optimere og forbedre – og eksekvere på branding inden for den strategi, som Nils Smedegaard Andersen har lagt til og med 2016. Og det gælder på tværs af både discipliner og forretningsenheder – disse enheder er autonome, men når et projekt har betydning for Maersk-brandet, så kommer Group ind over,” siger Jon Black Andersen.