Ny bank lanceres uden bureau

Asbjørn
Jørgensen

Coops nye bank inviterer i disse dage 100.000 mastercard-kunder ind som bankkunder. Men det massive skifte foregår uden bureau-hjælp; først i senere faser kommer der måske et egentligt reklame-tryk for at hverve kunder.

Med 100.000 kunder i databasen og en deadline om mindre end to uger – så er der faktisk rigtig travlt. Og derfor er der heller ikke her-og-nu ønske om at involvere eksterne bureauer i markedsføringen af Coops nye bank.

“Vi har skrevet til alle de kunder, der har et CoopPlus-Mastercard. Og de har fået tilbud om at få et nyt kort fra Coop Bank som betalingskort og kreditkort,” fortæller informationsdirektør Jens Juul Nielsen.

Kortet giver 45 dages gratis kredit og afløser disse kunders MasterCard, som udløber med udgangen af juni. Og der er ikke planlagt andre kampagner i den anledning – den primære indsats går på at få skiftet kundernes kort så de stadig kan betale i de 1200 Coop-butikker, og i den forbindelse også lave en ny kreditvurdering.

Næste fase er de andre basale bankprodukter.

“Dankort kommer meget hurtigt,” siger informationsdirektøren. Øvrige produkter er naturligvis den nødvendige bankkonto, der kan være lønkonto/nemkonto eller blot en madkonto. Samt VisaDankort, MasterCard Debet – og kassekredit, forbrugslån m.v.

Det bliver også først efter sommerferien, at Coop åbner for de øvrige af sine 1,3 mio. medlemmer.

Jens Juul Nielsen vil ikke afvise, at der i løbet af den fase kan blive tale om en bredere markedsføring med bureauer involveret. Men det er ikke noget der er planlagt, siger han. Det vil være nærliggende at gætte på, at man som kunde i Brugsen eller Kvickly nok vil møde bankens navn og produkter i efteråret – i butikken eller i tilbudsaviserne; det er et gæt, som informationsdirektøren bekræfter.