Nyt bureau bag ny tv-kampagne for nyt rejsesite

Peter Engholm
25@mail.dk

Det unge rejsesite kaster sig ud i en ambitiøs satsning på Tv 2 med en kampagne skabt af et lige så nyt reklamebureau – der i øvrigt er et søsterselskab.

Lige børn leger bedst – og der er tale om både lige børn og legekammerater, når rejsesitet Take Offer kaster sig ud i ambitiøs satsning med en kampagne på TV2.

Take Offer er kun godt et år gammelt, det samme er reklamebureauet bag kampagnen; MeWe Group. De unge selskaber holder ikke bare til i samme bygning – de indgår i samme gruppe og er en del af et nyt og spændende miljø, der udspringer af social commerce og Groupon-klonen, Downtown. Et selskab, der er vokset markant siden starten, og ialt huser lokalerne i centrum af København over 50 mennesker.

Også Bloggers Delight indgår i gruppen og holder til i lokalerne. 

Take Offers payoff er “Rejs til halv pris”, og den pris-bevidste tilgang slår også igennem i filmene, der hverken har udgifter til kändisser eller eksotiske locations.

Reklamerne præsenterer et univers, hvor de gode rejsetilbud får folk til at droppe selv vigtige forpligtigelser: Et pressemøde mangler sin hovedperson, og en nytårstale får ikke helt trukket linjerne op for det nye år. Filmene skal illustrere fordelene ved Take Offers rejsemails, hvor kollektiv købekraft giver førnævnte halv pris. For at kunne se sitet og dens tilbud er det i øvrigt et krav, at man tilmelder sig Take Offers mail.

I modsætning til de store traditionelle rejsebureauer, der typisk sælger rejser på følelser og drømme, har Take Offer valgt en anden tilgang i håbet om at skille sig ud og skabe opmærksomhed. Reklamefilmene slår på call-to-action via en konkurrence om en tur til New York.

I er et online-selskab – hvorfor ikke bruge budgettet på online-aktiviteter i stedet for en tv-båret satsning?

“Fordi tv-mediet og især TV2 er et stærkt medie til at skabe øget kendskab – i hele landet, vel at mærke. Og det er den primære årsag til vores valg. Vi er overbeviste om, at vores valg vil medføre et godt resultat. Desuden har vores søsterselskab, Downtown, haft gode erfaringer med den type markedsføring på netop TV2,” siger Michelle Munkholm Johansen, kommunikationsassistent i Take Offer.

Driftdirektør i Take Offer, Frederik Diness Ove, sætter et mål for kampagnen: En fordobling af mailmodtagere fra 150.000 til 300.000 i løbet af det næste halve år. Og en yderligere fordobling – altså fire gange den nuværende størrelse – inden for det næste år.

“Vi er gået fra 2 til 15 medarbejdere i løbet af det første år, og det kræver en del planlægning, for at virksomheden udvikler sig i den rigtige retning. Der er rigtig mange processer, der kan optimeres i en ung iværksættervirksomhed som vores,” siger Frederik Diness Ove.