Det fynske 24 mands store reklamebureau Kindly, har stor erfaring som bureau, men er nye under eget navn. Nu springer bureauet ud som et andet fynsk bøgetræ – med begrundelsen ”Flere års vækst, udvidelse og efterspørgsel.”
Kindly udspringer fra Clausen Grafisk, hvor der gennem en årrække er udvidet med flere kompetencer, og hvor flere folk er kommet til. Der er suppleret med opkøb af mindre enheder og tilførsel af flere og nye online kompetencer som rådgivning, undervisning og tekniske løsninger. Derfor var det et naturligt tidspunkt at give ”barnet” sit eget navn.
”At navnet blev Kindly, er et udtryk for, at vi gerne vil hedde det, vi rent faktisk er. At vi er kompetente er et must for at være i branchen. At vi holder ord og er konkurrencedygtige er andre forudsætninger, som vi også opfylder, men vores specielle DNA og der, hvor vi skiller os ud er, at vi er meget menneskelige og hurtigt kommer på bølgelængde med vores kunder. Det er den tilgang, vi gerne vil signalere med navnet,” siger Henrik Larsen, bureaudirektør i Kindly, i en pressemeddelelse.
Kindly og Clausen Grafik er en del af ”Clausen Gruppen” koncernen, der har mere end 25 år på bagen.
Koncernens ejer, Thorsten Clausen, ser mange fordele i at kunne tilbyde de kunder, der i forvejen kommer i huset for at købe tryksager, et godt reklamebureau. Men han glæder sig også over de mange nye kunder, som bureauet de seneste år har hentet i konkurrence med andre bureauer og har målsat, at bureauet skal udvikles og udvides yderligere de kommende år.