Outdoor og Facebook skal støtte forskning

Peter Engholm
25@mail.dk

En alt andet end kompliceret kampagne skal få danskernes øjne op for forskning. Et lille bureau vil i en landsdækkende kampagne vække nysgerrigheden med spørgsmål.

Kan mænd amme? Kan fisk prutte? Kan sjælen vejes? Og kan man kede sig ihjel?

Denne kvartet af spørgsmål lancerer en landsdækkende kampagne for Forskningens Døgn.

Afsenderen er Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser, som inviterede en række bureauer – og endte med at vælge det lille københavnske bureau, Baron & Company.

Kampagnen kan opleves på gader, stræder og i busser fra mandag den 22. april overalt i Danmark.   

”Outdoor bliver en af brikkerne til at drive trafik til Facebook, hvor en animationsfilm og en konkurrence kobler til outdoor-kampagnens fire spøjse spørgsmål. Konkurrencen byder en brugerinvolvering, som kan give ministeriet – med flere – en pejling på hvilket forskningsområde, Danmark skal satse hårdest på fremover – og hvorfor,” siger Søren Baron Rom, direktør og ejer af bureauet med i alt fem medarbejdere, der holder ved Rådhuspladsen i København.

Han tilføjer:

”Vi skal slå et slag for forskning – og det er, erfarede vi, en bred palette. Og målgruppen er endnu bredere, faktisk den bredest tænkelige: Hr. og fru Danmark, plus-minus og alt derimellem.”

Udover outdoor annonceres der også for Forskningens Døgn på Facebook, og en lille film er også sat i søen – forhåbentlig, understreger Søren Baron Rom, med bred appel.

“Forskning kan være kompliceret, men vores tilgang er alt andet end kompliceret. Vores udgangspunkt er, at det simpleste ofte er det bedste.”

Se præsentation af kampagnen her.

Se kampagnefilm: