Elise Qvist Bolvig og Thomas Hermand har i mere end 10 år drevet det odenseanske reklamebureau Brandnewmedia. Nu byder 2020 på en udvidelse og et navneskifte, da en fusion med det jyske reklamebureau Marginal er blevet en realitet. Den nye konstellation kombinerer mange års erfaring med webudvikling for fynske kunder med en ekspertise i markedsføring af efterskoler og ungdomsuddannelser.

Med fusionen vækster bureauet fra 9 til 12 medarbejdere. Medarbejderne kender dog hinanden særdeles godt allerede, idet Elise Qvist Bolvig opkøbte Marginal i 2017 og har været daglig leder af begge bureauer siden. Det betyder, at de to bureauer har samarbejdet i mange år – på tværs af kunder og lokationer.

”Siden jeg opkøbte Marginal har bureauet haft et tæt samarbejde med Brandnewmedia. De to bureauer har altid suppleret hinanden godt, da Brandnewmedia primært har været et webbureau, og Marginal hidtil har været et digitalt kommunikationsbureau. Tilsammen kan vi tilbyde hele markedsføringspaletten.

Tanken om en fusion har længe rumsteret hos os, fordi vi i flere år har følt os som én virksomhed – blot med to navne,” siger Elise.

Fra skolebranchen til webudvikling
Det nye bureau samles under navnet Marginal. Fusionen og navneskiftet vil ikke medføre store ændringer eller omstruktureringer. Elise Qvist Bolvig og Thomas Hermand driver stadig bureauet i fællesskab og fortsætter det gode samarbejde med medarbejdere og kunder.

”Vi beholder navnet Marginal, fordi navnet står stærkt i skolebranchen. Marginal har siden 2003 specialiseret sig i markedsføring af efterskoler og ungdomsuddannelser. Det er et område, vi stadig vil arbejde målrettet med – ligesom vi vil bruge vores ekspertviden om skolebranchen og den unge målgruppe i samarbejdet med vores andre kunder i fødevare-, produktions- og underholdningsbranchen,” siger partner Thomas Hermand.

Nye lokaler i Odenses midte
Navneforandringen er ikke den eneste forandring for det nye Marginal. Den 15. marts flytter bureauet fra Odense SØ til nye lokaler i Vestergade i hjertet af Odense. Det er her, bureauets hovedkontor vil befinde sig, samtidig med at bureauet fastholder sin afdeling i Horsens.

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Tilmeld dig Bureaubiz’ ugentlige brief om bureauer, reklamefolk og marketing - og kom bedre rundt om branchen hver dag.

Tilmeld nyhedsbrev
En del af Creative Club