Det danske brandstudio står i år bag CPH:DOX' visuelle identitet.

Det danske brand studio Barkas har skabt årets visuelle identitet og kampagne for en af verdens førende dokumentarfilmfestivaler, CPH:DOX. Den nye identitet skal være med til at understøtte festivalens fokus på globale aktivistiske bevægelser og ikke mindst selve festivalens kunstneriske profil. Kampagnen lanceres i dag.

Fælles for de fleste aktivistiske bevægelser har altid været et stærkt visuelt sprog – lige fra 70’ernes gule klistermærker mod atomkraft til De Gule Veste i Frankrig og Greta Thunbergs skolestrejke for klimaet.

Et stærkt visuelt udtryk er også kernen i den nye kampagne for dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX, som skal omfavne et nyt stort tematisk fokus på politiske og sociale bevægelser.

Kampagnen er skabt af det danske brandstudio Barkas med Mike Wittrup og Steven Müller i spidsen, og ifølge de to idémænd åbnede det aktivistiske tema for en række visuelle muligheder:

“Vi har forsøgt at omfavne årets tema på CPH:DOX i kampagnen, fordi aktivisme har et indlejret rigt visuelt univers, og samtidigt er kendetegnet ved kreative måder at kommunikere på. Aktivistiske bevægelser har fået, hvis ikke en renæssance de senere år, så i hvert fald ekstra vind i sejlene, og med god grund. Vores ide har har været at lade det aktivistiske sprog drive det grafiske univers og samtidig skabe et stærkt udtryk, der både kommunikerer årets tema og skaber opmærksomhed i gadebilledet. Det visuelle system er baseret på en abstrakt gul sprayeffekt, som både kan være et element, der afdækker, maskerer og understreger. Vi kan tilpasse det forskellige formater, uden at det bliver ensformigt at se på og identiteten kan i princippet “overtage” et hvilket som helst format,” siger Kreativ Direktør Mike Wittrup.

Barkas har haft kontor i København og Stockholm siden 2014 og har tidligere stået bag kampagner for store brands som IKEA, Red Bull og Mercedes. I år er første gang de samarbejder med den københavnske dokumentarfilmfestival, CPH:DOX, der hvert år i marts hylder dokumentargenren med over 200 film og mere end 110.000 besøgende fra hele verden.

En reflektion over, hvad der sker i verden
Hos CPH:DOX er et nyt år lig med en ny visuel identitet, og arbejdet med det visuelle udtryk er derfor en vigtig del af festivalen, fortæller administrerende direktør for CPH:DOX og Copenhagen Film Festivals, Tine Fischer. 

“Det har altid været en del af CPH:DOX’ DNA hvert år at kunne præsentere en ny, stærk visuel identitet, som reflekterer, hvad der sker i verden lige nu og her. Men det er første gang vi står med en kampagne, der i den grad taler direkte ind i de tematikker, der også præger programmet på festivalen. I det seneste år har vi set en markant vækst i sociale og politiske bevægelser – fra demonstrationer i Hong Kong og Chile til de unges klimabevægelse på tværs af kloden. Årets identitet handler netop om det civile aktivistiske engagement, og Barkas har i den grad formået at skabe et visuelt udtryk, der omfavner dette”.

Kampagnen lanceres allerede i dag på digitale platforme og udrulles senere i marts som en større outdoor-kampagne i det københavnske byrum.

CPH:DOX finder sted fra 18. til 29. marts i København.

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Tilmeld dig Bureaubiz’ ugentlige brief om bureauer, reklamefolk og marketing - og kom bedre rundt om branchen hver dag.

Tilmeld nyhedsbrev
En del af Creative Club