Reputation har hentet ny kontaktdirektør

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Han er hentet på kundesiden. Bureauet er tilbage i topform efter et mindre godt 2010.

At tale om krise vil være for meget, når man præsterer en overskudsgrad på næsten 15. Men Reputation, der indgår i Publicis, havde et mindre godt 2010, idet man måtte notere et fald i både bruttoavance og overskud.

Det blev dog en enlig svale og bureauet er tilbage i topform med et stærkt regnskab for 2011. Der er fremgang på alle nøgletal og overskudsgraden er oppe på 21,5, hvilket er i den klart gode ende af branchen.

Samtidig melder adm. dir. Alexander Peitersen om positive forventninger til indeværende år – også selvom bureauet har tabt Storebæltsbroen i slutningen af 2011.

“Vi fortsætter med at udbygge vores nordiske arbejde for bl.a. Nestlé med en omfattende transformationskampagne for al babymad i Norden. En tilsvarende forbrugeraktivering foretager vi for P&G’s Max Factor i tæt samarbejde med deres globale marketingchef,” fortæller Alexander Peitersen og tilføjer, at man også snart kan melde ud om nye kunder.

Den positive udvikling har indebåret, at bureauet har oprustet med nogle seniorfolk.

Senest er Mads Valentin kommet til som kontaktdirektør. Han kommer til at indgå i ledelsen som ud over Alexander Peitersen og kreativ direktør Mikkel Jønsson består af kreativ chef Carsten Loland, kontaktdirektør Christian Madsen og digital planner Mads Fuhr.

Mads Valentin har bl.a. en fortid som international marketingdirektør for ALK-Abelló.

“Desuden har vi ansat Malene Mærsk Lippmann. Hun har erfaring med håndtering af nordiske kunder – senest fra det digitale bureau OMI,” siger Alexander Peitersen.

Nøgletal for Reputation

  • Bruttoavance 24,0 mio. kr. +6 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 1,0 mio. kr. + 6 pct.
  • Lønandel 55,4 (60)
  • Resultat af primærdrift 5,151 mio. kr. +59,0 pct.

    Bruttoavancen er estimeret af Bureaubiz