Saftevand bliver sponsor i Dansk Håndbold Forbund

peng

”Det skal være Fun at være aktiv”, hedder temaet – og MEC Access har været med til at lægge en plan for aktiveringen af sponsoratet.

Fun og Dansk Håndbold Forbund (DHF) har netop taget hul på et toårigt samarbejde – ikke et trøje-sponsorat for et landshold, men en aftale, der omfatter eksponering ved landskampe og – nok så væsentligt – løbende involvering af de mange håndboldspillere herhjemme.

Landskampene først, idet der venter EM for herrer på hjemmebane lige efter nytår år, VM for damer på hjemmebane i 2015 samt – lidt længere ude – et værtskab for herre-VM i 2019.

Udover at bakke op om selve landsholdene er ambitionen med aftalen at give de danske håndboldfans gode oplevelser både ved landskampe og på de sociale medier.

”I Dansk Håndbold Forbund er vi glade for at kunne introducere Fun som samarbejdspartner, særligt når nu samarbejdet er baseret på et fælles værdigrundlag omkring det at være fysisk aktiv – og vi ser frem til sammen med Fun at kunne formidle budskabet om stærke og positive oplevelser inden for de rammer, håndboldsporten kan tilbyde,” siger Henrik M. Jacobsen, direktør i Dansk Håndbold Forbund.

For Kavli, der står bag Fun, ligger samarbejdet med DHF i forlængelse af en allerede igangsat strategi for, hvordan Fun skal positionere sig:

”I de seneste år har Fun arbejdet indgående med temaet ”Det skal være Fun at være aktiv”, og det er derfor naturligt for os at indgå samarbejde med en af de største sportsgrene i Danmark. Timingen er helt rigtig for os,” siger Charlotte Lerche, der er marketingchef hos Kavli.

Kavli koblede tidligt i forløbet MEC Access på dialogen med DHF, og bureauet har bl.a. lagt en aktiveringsplan for de kommende to år.

Med henblik på julen og næste måneds EM-slutrunde ligger første tiltag ligefor: En Facebook-baseret julekalender, hvor der dagligt er to EM-billetter på højkant for håndbold-fans.