Af Pia Osbæck pia@bureaubiz.dk
Flowsams partnere fra venstre: Caroline Deichmann-Bendixen, Henning Jørgensen, Jon Voetmann og Jesper Rasmussen.

”Marketingafdelingerne bruger virkelig mange penge på at producere video content content til både tv og online. Men der er ikke så mange, der bruger energien på at finde ud af om alle reklamerne faktisk er pengene værd,” siger en af stifterne bag den nye AI-teknologi.

Danske Flowsam.ai – en startup, startet af fire kolleger på bureauet Adnuvo – bringer AI-teknologi ind på markedet for video content. Hensigten med det nye værktøj er at gøre det nemmere og billigere for marketingafdelinger at måle, hvilken værdi video content tilfører brandet. Det siger Caroline Deichmann-Bendixen, en af grundlæggerne.

”Det er et helt nyt værktøj, som ikke er set før i branchen. Vi kan ved at køre en video igennem vores AI-software meget hurtigt se, om videoen giver den ønskede brandværdi.”

Kort fortalt, kan Flowsam ved hjælp af kunstig intelligens forudse, hvor seerens øjne kigger på skærmen i løbet af en video. På den måde kan værktøjet forudse, hvor meget opmærksomhed de forskellige brandelementer som logo, produkt og budskaber får på ethvert tidspunkt i videoen.

”Typisk har effektmåling af video content været forbundet med store omkostninger. Derfor har man ofte kun målt på store kampagnefilm og dyre tv-produktioner. Men i dag bliver der produceret et hav af video til både tv og SoMe, og med Flowsam bliver det altså muligt at teste på dem alle uden de store omkostninger,” siger Caroline Deichmann-Bendixen.

Hun har selv som ansvarlig for global marketing i Arla måttet prioritere, hvad der skulle måles.

”Jeg stod med et stort team, der skulle kvalitetssikre video content på tværs af alle brands og kanaler. Men det at måle brandværdien i vores video content var simpelthen for omkostningstungt og tidskrævende.”

Da hun kom til det digitale bureau Adnuvo som managing director og partner for to år siden, besluttede hun sammen med de øvrige partnere fra Adnuvo, Jon Voetmann, Henning Jørgensen og Jesper Rasmussen, at kaste sig ud i livet som iværksætter for at se om de ved hjælp af teknologi kunne løse problemet med, at videoer sendes på markedet uden først at teste, om de virker efter hensigten.

”Det er virkelig vigtigt, at budskaber og brand har en central rolle i video content. Det duer ikke, at folk slet ikke når at se afsenderen, eller hvad reklamen handler om, inden de trykker på knappen, og springer det resterende af videoen over,” siger Caroline Deichmann-Bendixen.

Samtidig mener Caroline Deichmann-Bendixen, at det kan give et forkert billede af, hvad en reklamevideo er værd, hvis man kun måler på kliks og likes:

”Marketingafdelingerne bruger virkelig mange penge på at producere video content content til både tv og online. Men der er ikke så mange, der bruger energien på at finde ud af om alle reklamerne faktisk er pengene værd. En video kan jo være nok så god og generere en masse views, clicks og likes, men hvis ikke du sikrer dig, at folk ved, hvilken virksomhed videoen repræsenterer, så er du jo lige vidt. Så bringer reklamen ikke nogen reel værdi til virksomheden,” siger Caroline Deichmann-Bendixen.

International opmærksomhed
De fire bureaufolk sigter ikke alene på Danmark som marked, men planlægger at gå globalt, og det nye værktøj er da også blevet bemærket i udlandet, hvor tidligere Google vicepræsident og nuværende clinical associate professor for marketing ved Northwestern University’s Kellog School of Management, Jim Lecinski, vil bruge Flowsam som case i undervisningen om AI i marketing:

”Flowsam er et perfekt eksempel på, hvordan AI kommer til at revolutionere markedsføring som beskrevet i min nye bog ’The AI Marketing Canvas’, og som  jeg underviser om på mine  marketingkurser på Kellogg,” siger Jim Lecinski.

Kommentarer