Af Emil Malte Simonsen emil.s@bureaubiz.dk

… men lad være med at gøre det. Cirka sådan lød et af rådene på Startup Dagen, der blev afholdt af Creative Club i sidste uge. Et af oplæggene var fra to virksomhedskonsulenter, der fortalte om, hvordan man kan optimere sin forretning.

Virksomhedskonsulenterne Søren Bjerregaard, direktør hos Wilton Consulting, og Anders Fritz-Carlsen, direktør hos AFC Performance, holdt oplæg ved Startup Dagen om hvordan man skaber vækst i en startup.

Søren Bjerregaard delte to råd, der oprindeligt blev givet til ham af nyligt afdøde Jan Duckert:

  1. Alt har konsekvenser
  2. De kreative skal tro, at de har magten – men aldrig faktisk få den

Ifølge de to konsulenter bør rådene være en rettesnor på alle bureauer. Søren Bjerregaard tilføjede, at hvis man vil skabe vækst, handler det om fra starten at skabe et godt fundament – for, som han sagde: ”En bygning bliver kun så høj som fundamentet kan bære.”


Søren Bjerregaard på scenen ved Startup Dagen

Hans erfaring er, at mange virksomheder forsøger at vokse sig store uden at have styr på det helt fundamentale. Derfor handler det om at have styr på organisationen fra starten. Han mener, at de fleste får vendt virksomhedens formål på hovedet.

”Kunder køber ikke produkter, de køber løsninger på problemer. Find ud af din plads i markedet. Spørg dig selv, hvilket problem du kan løse for kunderne – på en hurtigere, billigere eller smartere måde. Det kan koges ned til, at du finder din målgruppe. Hvis du ikke har en målgruppe, har du ikke et produkt,” siger han.

Anders Fritz-Carlsen fortalte, at det i gennemsnit tager 3-8 måneder at blive klar til at lancere en virksomhed, hvis man skal have fundamentet på plads. I den tid skal man tage højde for alt fra produkt og ydelser til egne skaleringsmuligheder.

Samtidig skal man være forberedt på at få afslag 99 pct. af tiden – og mentalt forberede sig på, at det at rejse penge eller gøre klar til at blive solgt, er noget af det hårdeste, man kommer til at opleve.

Kommentarer