Af Emil Malte Simonsen emil.s@bureaubiz.dk
Digital Hub Denmark vil tiltrække flere techtalenter som brasilianske Joao Carlos Espiuca Monteiro, der arbejder som Tech Lead i robotvirksomheden Blue Ocean Robotics.

Digital Hub Denmark håber at lokke flere techtalenter til Danmark, hvor mange startups efterspørger arbejdskraft med tekniske kompetencer. En employer branding-inspireret kampagne skal vise, hvad den danske samfundsmodel kan tilbyde, som andre lande ikke kan.

Interesseorganisationen Digital Hub Denmark er ude med en ny kampagne, der skal tiltrække internationale techtalenter til Danmark. Under ‘titlen Talented in Denmark’ bringer Digital Hub Denmark 90 portrætter af udenlandske techtalenter fra over 30 forskellige nationaliteter, der har bosat sig i Danmark på et kampagnesite. Håbet er, at man hjælpe det danske startup-miljø, hvor der er mangel på arbejdskraft med tekniske kompetencer.

Kampagnen er inspireret af employer branding-disciplinen, siger kommunikationschef i Digital Hub Denmark, Jakob Lindmark Frier, i en pressemeddelelse. 

“Vi tror på, at den bedste måde at tiltrække talenter er ved at vise, at deres egne værdier bliver afspejlet i den danske kultur og arbejdsmarked samtidig med, at vores samfundsmodel kan tilbyde noget, som ingen andre lande kan. Så ved at hylde diversiteten i den danske techscene og hylde de talenter, der allerede har taget skridtet, ønsker vi at tiltrække flere tekniske kompetencer, som danske startups desperat søger for at stimulere deres store vækstpotentiale.”

Kampagnen består ud over af kampagnesitet af en kampagnefilm, der er instrueret og produceret af bureauet Copus, der skal kuratere relevante jobopslag og infosites til de besøgende, der ønsker at udforske deres muligheder for at få en karriere inden for tech i Danmark.

Kampagnen løber fra d. 3. maj til 30. juni, og kører på LinkedIn, Facebook, Instagram, Reddit og display.

Se portrættet af Joao Carlos Espiuca Monteiro, der arbejder som tech lead i den odenseanske robotvirksomhed Blue Ocean Robotics. I alt portrætteres 90 techtalenter med over 30 nationaliteter fra 74 forskellige virksomheder.

Se kampagnefilmen her:

Kommentarer