Tandpastafirma vil gøre noget ved tandlægeskræk

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Over halvdelen af danskerne lider af tandlægeskræk. Med hjælp fra bureau og mediebureau sætter Zendium gang i kampagne, der skal hjælpe danskerne igennem en tur hos tandlægen.

Mange danskere lider af tandlægeskræk, og det vil tandpasta-producenten Zendium gøre noget ved i ny kampagne.

En ny undersøgelse viser, at næsten halvdelen af befolkningen føler angst, ubehag og nervøsitet ved situationen i tandlægestolen.

Og for hver femte af disse danskere med tandlægeskræk betyder det, at de fuldstændig fravælger at gå til tandlæge – eller venter til tandsmerterne er så uudholdelige, at der ikke er anden udvej.

Undersøgelsen viste samtidig, at bl.a. beroligende musik og malerier i loftet har en postiv virkning. Og så svarer en femtedel af danskerne, at en samtale med en tandlæge også vil hjælpe på tandlægeangsten. 

Zendium har med hjælp fra PR-bureauet Outcom og mediebureauet Mindshare udviklet kampagnen ’Styrk munden’, der skal hjælpe danskerne til at tackle deres tandlægeskræk.

Outcom står bag pressekommunikation samt undersøgelsen som Vox Meter har udført. Outcom står også bag kommunikationen med omkring 30-50 bloggere, som får tilsendt et tandplejekit, bestående af tandkrus og give aways. 

Hovedplatformen i kampagnen er en Facebook-side, som Mindshare står bag.

Her kan tandlægeforskrækkede danskere stille spørgsmål til et panel af tre tandlæger, som besvarer spørgsmål og giver gode råd om tandpleje og tandlægeskræk.

Desuden er der sendt oplysningsmateriale ud til supermarkeder og tandlægeklinikker, som også har kunnet rekvirere stressbolde – hvilket de i øvrigt har gjort i stor stil.