Turbulens i bureauernes forening endte godt

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Mediabureauerne meldte sig ud af Kreativitet & Kommunikation i slutningen af 2013. Generalforsamlingen i går lagde grunden for en ny struktur, og udmeldelserne er trukket tilbage.

Bureauernes forening, Kreativitet & Kommunikation, har i det seneste halve års tid været gennem noget turbulens, der ultimativt kunne have ført til en splittelse.

Men det er endt godt, og det blev cementeret på gårsdagens generalforsamling. Her er der foretaget nogle vedtægtsændringer, som kan danne grundlag for, at man kan etablere en form for søjlestruktur. Det skal give plads til at forskellige bureautyper kan arbejde med hver deres faglige problematikker samtidig med, at man holder fast i fællesskabet ud fra erkendelsen, at der er mere, der samler, end der skiller.

Turbulensen har haft mediabureauerne og det årelange skisma mellem dem og reklamebureauerne i centrum. Det førte til, at de fire store mediabureauer, GroupM, Dentsu Aegis, OMG og IUM i slutningen af 2013 afleverede deres udmeldelse. Dog med den tilføjelse, at det ikke var en definitiv beslutning.

“Vi har i mediabureaukredsen været gennem en række overvejelser om, hvor vi hørte til – om hvilket fællesskab, der bedst matchede vores behov. Disse overvejelser har omfattet drøftelser med Kreativitet & Kommunikation, men vi var ikke sikre på, hvor de ville ende, og da der er et års opsigelse til udgangen af et år, valgte vi at aflevere udmeldelserne for ikke at risikere et for langstrakt forløb til en løsning,” siger Jonas Hemmingsen, der er adm. direktør for GroupM og næstformand for Kreativitet & Kommunikation.

Han ser det som ganske naturligt, at mediabureauerne har haft et behov for at overveje deres placering.

“Vi lever i en verden med meget store forandringer og meget brancheglidning. Vores forretningsmodeller har udviklet sig markant, og samtidig har K&K vedtaget en ny strategi. Foreningen flytter sig markant i disse år. Jeg har selv været med til at diskutere strategien og er enig i den, men det er samtidig naturligt, at mediabureauerne har et behov for at overveje, hvor de ser deres tilknytning,” siger Jonas Hemmingsen og fortsætter:

“Vi har været rundt til en række forskellige muligheder – eksempelvis Danske Medier, ADDA (Association of Danish Digital Agencies) og Huset Markedsføring, men konklusionen var, at K&K var det mest naturlige sted, hvis vi kunne finde en model, der tilgodeså vores behov for at håndtere og diskutere de faglige problemstillinger, der knytter sig specifikt til os.”

Jonas Hemmingsen tilføjer endvidere, at mediabureauernes forretninger efterhånden er så komplekse, at der er behov for at synliggøre alle de kompetencer, som bureauerne besidder, og hvordan der skabes værdi for annoncørerne.

K&Ks adm. direktør, Tine Aurvig-Huggenberger, finder også processen helt naturlig.

“Det er rigtigt, at foreningens DNA i sit udgangspunkt har været en reklamebureauforening, og det er en udfordring, når foreningen begynder at flytte sig markant. Og i den proces er der selvfølgelig bureauer, der kan finde på at overveje deres tilknytning,” siger Tine Aurvig-Huggenberger og fortsætter:

“Selvfølgelig er der brancheglidning og hård konkurrence, men samtidig eksisterer der en grundlæggende erkendelse af, hvad de forskellige bureauer kan, og det er et godt fundament for et fællesskab. Det er et afgørende parameter, at vi som brancheforening medvirker til at synliggøre den værdi, vores medlemsvirksomheder skaber for kunderne og samfundet.”

Konkret er der kommet en mediabureaumand mere i bestyrelsen i skikkelse af Lars Bo Jeppesen fra Dentsu Aegis Network. Søjlestrukturen skal man så i gang med at forme med bistand fra de involverede bureauer – grundlaget er nu skabt med nogle vedtægtsændringer – og dermed har man også taget hul på en proces, hvor de forskellige fagligheder får et stærkere interessefællesskab. Og dermed måske en længe tiltrængt samling af bureaubranchen i én forening – lige som alle medier er samlet nu i Danske Medier.

Om det så sker, må tiden vise – bl.a. er der i øjeblikket fokus på de digitale bureauer. Uden at ville kommentere udsigterne nærmere, konstaterer Tine Aurvig-Huggenberger dog, at K&K faktisk allerede har et større antal digitale bureauer som medlemmer.

“Desuden har vi haft en medlemsfremgang på 30 pct, og det taler vel for sig selv,” siger Tine Aurvig-Huggenberger.