Endnu en kunde til Creuna

peng

I går meldte bureauet om vellyd i form af Hi-Fi Klubben. Nu følger en af Danmarks største internationale softwarevirksomheder, der vil opruste i de digitale kanaler.

Hi-Fi Klubben vælger nyt bureau“, skrev Bureaubiz i går – det gør danske SimCorp også … og det er vel at mærke samme bureau, nemlig Creuna.

SimCorp er blandt verdens førende leverandører af investment management software, og deres systemer hjælper dagligt virksomheder i den globale finanssektor med at håndtere investeringer og finansielle transaktioner.

Med et så komplekst, nichepræget og alligevel globalt produkt har SimCorp et skarpt fokus på, hvor og hvordan de markedsfører sig. Især er fokus på deres digitale platforme, hvor potentielle kunder fra hele verden finder information om deres løsninger og services.

Efter en afsøgning af bureaumarkedet har SimCorp valgt Creuna som digitalt bureau til at planlægge og gennemføre et omfattende digitalt program målrettet deres globale vækstmarkeder. Og der bliver tale om en  omfattende oprustning på området i løbet af 2013.

 ”Vi skal sammen med Creuna bygge en integreret digital customer engagement-platform, som vi kan bruge til at engagere og servicere potentielle og eksisterende kunder i endnu højere grad end i dag,” siger Lars Bjørn Falkenberg, Senior Vice President, Group Marketing & Communication hos SimCorp.

Han uddyber i en pressemeddelelse således:

”Programmet inkluderer indledningsvist en optimering af den globale SEO og SEM-indsats, en fuld integration af CMS, CRM og email marketing-platforme samt udrulning af digitale lead generation og lead nurtering-koncepter til SimCorps seks regionshovedkontorer.  Endeligt får selve SimCorp.com et datadrevet makeover.”

I Creuna deler man begejstringen for det nye samarbejde: 

”Det er forfriskende at arbejde med en kunde, der er parate til at indtage ’the next level’ i moderne markedsføring: Dér hvor digitale medier og dataindsigt fungerer som katalysator for leadgenereringen. På samme tid giver det globale aspekt og især SimCorps voksende forretning på det nordamerikanske marked en række spændende udfordringer,” siger Astrid Simonsen Joos, CEO i Creuna.