Lazzaweb køber bureauet Algorize, et bureau med speciale i paid social og emailmarketing.
Det er bureauets fjerde og hidtil største – opkøb på under to år. I 2023 købte man Nissen & Co. I 2024 blev Adtivity og Tiger Medias marketingafdeling købt op og nu altså ALgorize med 12 medarbejdere.
Lazzaweb, der selv fik en medejer i marts 2023 i form af investeringsfonden, Investor Hub Viborg, der ejer 44 pct. af bureauet, har kontor i Aalborg, men får nu også kontor i København, hvor Algorize hører til.
“Vi har været ekstremt selektive omkring, hvem vi ønsker at bygge Lazza Group sammen med. Algorize er præcis den type bureau, vi leder efter – specialister med dyb faglighed, stærke kunderelationer og en kultur, der matcher vores ambitioner. De har bevist, at de kan skabe stærke resultater og samtidig tiltrække dygtige mennesker. Derfor får vi ikke bare stærkere kompetencer ind i gruppen – vi får mennesker og partnere, der kan være med til at løfte niveauet på tværs, siger Mathias Teis, partner og CEO i Lazzaweb.
Algorize fortsætter som selvstændigt brand, og i alt er der nu knap 50 medarbejdere fordelt på kontorer i Aalborg og København.
Men opkøbsiveren stopper ikke her, siger Patrik Lazzarotto, stifter af Lazzaweb:
“Opkøbet er et vigtigt skridt i vores strategi om at konsolidere markedet gennem opkøb af specialiserede bureauer med fælles værdier og et højt fagligt niveau. Samtidig etablerer vi med opkøbet en stærkere tilstedeværelse i København, som er et vigtigt marked for Lazza Group. Ambitionen er samtidig at skabe yderligere vækst på tværs af bureauerne gennem samarbejde, vidensdeling og komplementære kompetencer . Vi ser fortsat interessante muligheder i markedet og er løbende i dialog med bureauer, hvor der kan være et strategisk stærkt match.”
