Adapt skal udvikle app for Information

Emil Malte Simonsen
emil.s@bureaubiz.dk

Dagbladet Information vil have en abonnementsapp, der er nem at bruge og lægger vægt på den auditive oplevelse. Adapt er valgt til opgaven.

En ny abonnementsapp skal være med til at sikre, at Dagbladet Information får flere betalende abonnenter. 

Appen skal først og fremmest være nem at bruge, lyder kravet fra mediehuset. Desuden ønsker man at sikre en god auditiv oplevelse, så det bliver muligt at lytte til det journalistiske indhold. 

Til dén opgave har man valgt at indgå et samarbejde med Adapt. Det fremgår af en pressemeddelelse.

”Én af de vigtigste opgaver for Information lige nu er at gøre vores journalistik tilgængelig for dem, der gerne vil bruge den – uanset hvor de er. Den nye app bliver et vigtigt element i den samlede kunderejse, som skal sikre, at brugerne får den bedste oplevelse med det digitale Information,” siger Stine Carsten Kendal.

Appen forventes lanceret i april 2022.