Eventbureauet Alive og rejsebureauet for erhvervsgrupper hos Nyhavn Rejser vil fremover være én enhed. Alive og Nyhavn Erhvervs- & Grupperejser, der indtil videre fortsætter under begge navne, har valgt at slå sig sammen til ét nyt bureau. Det sker med målet om at kunne imødekomme alle behov inden for events, konferencer og firmature, både i Danmark og i udlandet.
Jonas Oddermose bliver adm. direktør for det nye bureau, og han fremhæver muligheden for at tilbyde oplevelser til kunden, der ikke kan fås andre steder. I en pressemeddelelse siger han:
“Ved at forene vores ekspertise inden for erhvervsgrupperejser og events skaber vi en mulighed for at levere komplette oplevelser. Vi tror på, at denne sammenlægning vil være en katalysator for kreativitet, effektivitet og ekspertise – til gavn for vores kunder på både forretnings- og begivenhedsfronten.”
Ida Løfberg bliver kommerciel direktør for bureauet. Hun understreger med disse ord fra pressemeddelelsen vigtigheden i de stærke kunderelationer:
”Med sammenlægningen vil vi styrke vores kunderelationer og ved netop at kunne tilbyde endnu flere unikke løsninger og oplevelser.”
Det nye rejse- og eventbureau med i alt 20 medarbejdere vil være at finde hos Aller Leisure i København.