Softwarevirksomheden webCRM er blevet solgt i en international handel. Den nye ejer er belgiske Efficy, en europæisk koncern specialiseret i CRM. Det fremgår af en pressemeddelelse.
Om salget siger grundlægger af WebCRM, Jørgen Rode:
“Jeg er utrolig glad og stolt over salget til Efficy, der er en erfaren CRM-udbyder i Europa og som på mange vigtige punkter ligner webCRM. Fællesnævneren er et ligetil, brugervenligt og meget sikkert online CRM-system, der ikke bare opbevarer kundedata, men rent faktisk kvalificerer det til reel kundeviden.” Han fortsætter:
“Vi tilbyder enkelhed og funktionalitet, der virkelig betyder noget for klienterne, og vi oplevede fra første færd, at Efficy deler den samme vision.”
Sjette opkøb på seks år
Opkøbet af WebCRM markerer det sjette opkøb på seks år for Efficy, der tidligere har købt virksomheder fra Frankrig og Spanien. Med danske WebCRM bevæger virksomheden sig for første gang ind på det skandinaviske marked.
Med opkøbet udvider Efficy sin arbejdsstyrke til ca. 300 ansatte på 11 kontorer i Europa, en kundeportefølje på 8.000 kunder i 45 lande og en forventet samlet omsætning på DKK 260 millioner i 2021.
Ambitionen for Efficy er at opnå en markedsandel på 5 % af det europæiske CRM-marked inden 2024.
Parterne vil ikke oplyse købssummen.
WebCRM blev etableret i 2005 af Jørgen Rode, og har siden da udbudt cloudbaserede løsninger til styring af kunderelationer i Danmark. I dag har WebCRM mere end 2500 kunder med 20.000 brugere på tværs af 20 land, og en omsætning på 37 millioner kroner.
WebCRM beskæftiger 40 ansatte i Danmark og Sverige, og har desuden partnere i Finland, Norge, Holland, Tyskland, Portugal, Spanien og UK.
Efficys opkøb og udvidelser de seneste år
2021: Opkøb af webCRM, Danmark
2020: Opkøb af INES CRM, Frankrig
2019: Fortino Capital indtræder som shareholder
2019: Opkøb af SumaCRM, Spanien
2018: Opkøb af E-Deal, Frankrig
2017: Opkøb af DESICO, Frankrig