Designbureauet AM Copenhagen ændrer retning fra primært at arbejde med strategisk design til i stigende grad at rådgive om de strategiske spørgsmål, der går forud for designet.
”En opgave kunne tidligere begynde med behovet for en ny positionering, identitet eller et website. Nu vil den mere starte med et spørgsmål om virksomhedens forretning og fremtid,” siger stifter Kristina May.
Hun fortsætter:
”Vi har altid kaldt det, vi laver, strategisk design. Men strategi betyder noget andet for os i dag, end det gjorde for 13 år siden. Vores arbejde er blevet langt tættere bundet op på kundernes forretning, og vi kommer meget tidligere ind.”
Kundernes problemer er blevet større
Udover virksomheder arbejder AM Copenhagen også med ministerier, politiske partier og interesseorganisationer, hvor opgaverne kan handle om strategisk retning, positionering eller om at navigere i komplekse samfundsforandringer.
”Vi oplever, at de problemer, vi bliver inviteret ind i, simpelthen er blevet større. Teknologi ændrer markeder og værdikæder, og noget, der var en stærk forretning for få år siden, kan pludselig være under voldsomt pres. Derfor starter vores arbejde også et andet sted,” siger Kristina May.
AI ændrer forholdet mellem bureau og kunde
AM Copenhagens transformation begyndte, før generativ AI for alvor ramte branchen, men teknologien har sat fart på udviklingen.
”Heldigvis havde vi allerede sat bevægelsen i gang, før vi stod med AI-bukserne nede. For AI har ikke bare ændret produktionen. Det ændrer også, hvad virksomheder har brug for bureauerne til, og dermed hele den klassiske relation mellem kunde og bureau,” siger Nanna Sverrild, der har været en central del af bureauets transformation.
Hun er netop blevet medejer af bureauet og kommer fremover til at eje 50 pct. af bureauet, hvor Kristina May ejer den anden halvdel.
Nanna Sverrild har været en del af ledelsen på bureauet de seneste fire år og udover at hun nu bliver medejer, kan udviklingen også ses i sammensætningen af bureauet. AM Copenhagen har færre medarbejdere i klassiske produktionsroller og har i stedet fået flere kompetencer inden for AI, rådgivning og systemopbygning.
Desuden er Mikkel Lemvig blevet ansat. Han kom til bureauet i oktober fra Designit, hvor han var creative director. Både Nanna Sverrild og Mikkel Lemvig har desuden en årrække på Kontrapunkt bag sig.
”Det kan måske lyde selvmodsigende, at vi både bevæger os længere ind i forretningen og samtidig opruster på design. Men for os hænger det fuldstændig sammen. Vi udspringer af design, og mange af vores løsninger bliver stadig aflæst og forstået visuelt først. Vores design er svar på strategiske spørgsmål,” siger Kristina May.
Kunderne skal selv producere
Bureauet vil også udvikle systemer til kunderne, så de selv kan arbejde videre, fortæller Kristina May:
”Vi skal bygge stærke systemer, som kunderne selv kan arbejde videre med. AI gør det muligt at give langt mere af designet og aktiveringen tilbage til dem, der ejer brandet. Det har vi senest oplevet i samarbejdet med FSR Danske Revisorer, som lancerede deres nye design i sidste uge. Her har vi bevidst arbejdet sammen om at udvikle et system med afsæt i deres strategi, så de kan bruge det og folde det videre ud i takt med deres strategi.”
