Digitalt marketingbureau får ny medejer

Julie Kolbeck
julie@kforum.dk

Ny investering fra Egmont skal bidrage til ekspansion af det digitale marketingbureau s360.

Med en tocifret millioninvestering opnår Egmont Publishing 40 procent af bureauet s360.

Det digitale bureau, som Mathias Hillerup Larsen og Jakob Vedel stiftede tilbage i 2011, arbejder især med search marketing og står i øvrigt bag et værktøj, som gør det muligt for deres kunder at følge deres digitale performance 24 timer i døgnet.

“Det er led i Egmont Publishings strategi om at skabe et stærkt forretningsben inden for digitale marketingservices. s360 er en veldrevet virksomhed med et stærkt lederteam. Vi ønsker sammen med Jakob og Mathias at udvikle virksomheden, og vi ser mange gode muligheder,” siger Klaus Høeg-Hagensen, administrerende direktør i Egmont Publishing Danmark.

Klaus Høeg-Hagensem (tv), Jakob Vedel (mf) og Mathias Hillerup Larsen (th).

Udover s360 har Egmont investeret i det danske contentbureau Patchwork, det norske digitalbureau Sempro og de svenske kommunikations- og marketingbureauer Kan og Klintberg/Niléhn.

Stifter Jakob Vedel siger, at s360 har modtaget flere henvendelser fra potentielle investorer, før valget faldt på Egmont Publishing:

“Egmont er den stærkeste partner, vi kan tænke os. De lægger vægt på, at s360 forbliver et selvstændigt brand, og den fleksibilitet er vigtig for os. Vi er sikre på, at vi fået den rette partner i forhold til vores ambitioner om at udvide til hele Norden,” siger Jakob Vedel.