En familiejulefrokost fik Andreas Busch til at droppe ud af datalogi-studiet på Aarhus Universitet.
“Min onkel fortalte frustreret om hverdagen med sin webshop. Det slog mig hvor meget tid, der bliver spildt på manuelt arbejde med at skrive produktbeskrivelser. Det var der, ideen blev født,” siger Andreas Busch, der er CEO og medstifter i Cernel, i en pressemeddelelse.
Han fortsætter:
“Da vi begyndte at dykke ned i problemet, så vi hurtigt at e-commerce står over for en perfekt storm. Konkurrencen stiger drastisk, mens marketingomkostningerne eksploderer. Det kræver konstant optimering at overleve, men de færreste webshops har ressourcerne til det. Vi har skabt en løsning, der gør alt det tunge arbejde automatisk.
Tech-virksomheden har netop rejst 5.4 millioner kroner i en investeringsrunde ledet af venturefonden Founderment, Danmarks Eksport- og Investeringsfond EIFO, og en række business angels.
En af investorerne er Jesper Hvejsel, der efter sit exit fra Firtal Group, som er solgt til Matas, har investeret i Cernel.
“Som ejer af flere webshops ved jeg, hvor mange ressourcer, der bliver spildt på manuelt arbejde. Cernels AI-agenter frigør ressourcer og giver mulighed for at fokusere på det, vi er bedst til: at drive forretning,” siger Jesper Hvejsel. En anden investor er Christian Vinther, der er investment director hos Founderment.
“Cernel-teamet er både teknisk dygtige, nysgerrige og har store ambitioner – præcis det founder-DNA, vi leder efter, når vi investerer.”
Investorernes penge og ekspertise skal skalere virksomheden.
“Vi er heldige at få investorer med så omfattende erfaring inden for vores felt ombord. De kommer med en stor erfaring på områder, som vi har behov for i vores videre udvikling. Med den tilførte kapital kan vi nu accelerere vores skalering, så vi kan nå ud til større kunder – også internationalt,” siger Andreas Busch.
Bag Cernel, som har til sæde i Aarhus, står udover Andreas Busch også Mathias Fenger-Eriksen samt Magnus Bruun.
Udover Jesper Hvejsel og venturefonden Founderment, har følgende investeret i Cernel: Mikkel Salling: CEO & Co-founder af Firtal Group. Den østjyske business angel Stefan Rosenlund. Product manager i Google Research Anders Thorhauge Sandholm. Tidligere CTO i Trifork Kresten Krab Thorup. Den danske statslige investeringsfond EIFO, der fokuserer på at styrke iværksætteri og innovation i Danmark.