Kommune brander sig med virtual reality

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Det digitale bureau har skabt en tilflytterkampagne, hvor virtual reality er en bærende del af konceptet.

Virtual reality (VR) er spået et stort gennembrud i disse år, og nu har en kommune taget teknologien til sig.

Det er aarhusianske Heyday, der har hjulpet Skive med en tilflytterkampagne – ”Dit Nye Liv i Skive” (se mere her) – hvor Virtual Reality er en bærende del af markedsføringen.

“Vi valgte at benytte Virtual Reality, fordi det er en helt anden måde at præsentere og opleve kommunen på. Det er ikke set før i kommunal sammenhæng, så det er også for at bryde lidt med det konventionelle og skabe noget unikt. Derudover er det de færreste, der har prøvet Virtual Reality, så det er samtidig med til at koble Skive på en ny og unik oplevelse,” siger adm. dir. Anders Lorentz, Heyday.

Kampagnen byder på en række 360 graders billeder samt drone- og helikopterture over Skive, hvor der på grafikkerne er placeret en række informerende heatspots, der fortæller om egnen.

Som en del af kampagnen iværksatte Heyday i samarbejde med Skive Kommune fire events i Aalborg og Aarhus, hvor der blev uddelt VR-briller til forbipasserende, som blev inviteret med på en virtuel rejse til Skive.

“Vi vil gerne vise de unge mennesker, hvad det er for et liv, de kan få, hvis de flytter til Skive Kommune,” siger borgmester Peder Christian Kikegaard og fortsætter:

“Gennem Virtual Reality bringer vi Skiveegnen til dem, og vi giver dem et indtryk af de mange muligheder, de har her. Vi tror på, at de – når de har oplevet egnen gennem den virtuelle virkelighed – også får lyst til at opleve det i den virkelige verden, og på sigt at nogle af dem vælger at flytte hertil.”

Se også et indslag fra TV 2 her