Konstellation står for en app – Partners for kampagnen – i fælles Nykredit/Dong projekt

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

De to selskaber vil gøre det nemmere at overskue en flytning, og værktøjet er en app – som også bliver markedsført med en større kampagne fra WDP.

Selvom digitalisering har gjort mange ting nemmere ved en flytning, så er der stadig meget at holde styr på. Det er baggrunden for et fælles projekt mellem Nykredit og Dong – et projekt som er blevet udviklet af Konstellation.

“Vi og vores partner DONG Energy vil gerne være noget for boligejerne og det er derfor naturligt for os at lægge kræfter i udviklingen af digitale services til glæde for netop dem. Vi glæder os meget over, at kunne tilbyde danskerne en hjælpende hånd, eller app rettere, når de skal flytte bolig,” siger underdirektør i Nykredit Thomas Egede Kragh.

Udviklingen er en del af Nykredits nye boligpositionerings-kampagne, og derfor vil den også blive genstand for markedsføring. Her er det Wibroe, Duckert & Partners, der står bag, og der er tale om en ganske pæn kampagne med både tv, outdoor og online. Denn går i luften på mandag.

App’en hedder Flytteplanen og er tilgængelig som native app i App Store og på Google Play. Senere på måneden lanceres den også som web app. Den nye flytteservice indeholder blandt andet:

  • En personlig huskeliste og plan med vigtige datoer og opgaver
  • Information om alle relevante flyttedokumenter
  • Tips og gode råd til din flytning – og til dit nye hjem
  • Værktøj til at organisere dine flyttekasser, med bl.a. billeder af indhold og kategorisering

Strategi, koncept, design, UX, backend programmering og web app er udviklet af Konstellation. Programmeringen af de to native apps er udført af Greener Pastures.

“Vi oplever i stadig stigende grad, at virksomheder ønsker at udvikle branded utilities, der hjælper forbrugerne med at gøre deres liv og hverdag nemmere. Innovation er den bedste form for branding, og skaber samtidig også nye kanaler og platforme, der udvikler sig over tid. Platforme hvorfra virksomhederne kan kommunikere relevant information til forbrugerne samt være til stede på de rigtige tidspunkter,” siger Claus Leinøe, kontaktdirektør og partner hos Konstellation, og tilføjer, at bureauet har været med helt fra starten af projektet.