Kontrapunkt stifter bureau og får samtidig ny adm. direktør

Julie Kolbeck
julie@kforum.dk

Kontrapunkt etablerer nyt, særskilt shopper designbureau under navnet Everland. Det betyder samtidig, at Kontrapunkt får ny adm. direktør.

Designbureauet Kontrapunkt stifter et nyt bureau med fokus på packaging design. Bureauet får navnet Everland.

Kontrapunkts hidtidige adm. direktør Thomas Gamst bliver adm. direktør for det nye bureau og det betyder samtidig, at Kontrapunkt skal have ny adm. direktør.

Det bliver Rikke Nalepa Olsen, der har været partner siden 2016.

Kontrapunkts FMCG-team, som har over 15 år på bagen og som udgør en tredjedel af Kontrapunkts omsætning og medarbejdere, bliver trukket med over i det nye bureau.

“Kontrapunkts FMCG team har over de sidste 15 år skabt en niche i markedet med sin egen kundeportefølje. Jeg er meget stolt over, at vi nu er nået til det sted, hvor forretningen er blevet så stærk og bæredygtig, at det giver mening for både vores kunder og for os selv at etablere det som et selvstændigt bureau, der kan specialisere sig yderligere inden for shopper-området,” ​siger stifter af Kontrapunkt, Bo Linnemann i en pressemeddelelse.

Han fortsætter:

”Adskillelsen fra Kontrapunkt vil skabe en klarere position for begge virksomheder, der dog stadig vil nyde gavn af synergien i et nyetableret Kontrapunkt Group. Vi tror på, at Everlands ydelser og ekspertise er nøglen til at øge synlighed, relevans og kommerciel succes for forbrugerbrands fremadrettet.”

Everland skal skabe brandrelevans
Everland skal både beskæftige sig med nye brands, der er på vej ind på markedet, kædernes private labels samt nogle af de mere kendte mærkevarer. Kundelisten tæller blandt andet Danone, Orkla, Carlsberg, Co-Ro, Schulstad og Rema 1000.

Ifølge Kontrapunkt vil en vedholdende udvikling af markedet holde producenterne på dupperne og sikre bedre produkter til forbrugerne.

Thomas Gamst forklarer:

“De brands og produkter vi tager for givet i dag, kan være væk i morgen. Det er præmissen i vores industri, hvor der ikke er tid til stilstand. Det fordrer til konstant udvikling og fornyelse, hvilket i sidste ende kommer forbrugerne til gode. Everland skal hjælpe forbrugerbrands med at sikre deres relevans og skabe et stærkere forhold til shopperen i de afgørende øjeblikke, der giver allermest værdi for begge parter. Med etableringen af Everland tror vi på, at vi kan skabe større effekt i markedet og hæver dermed ambitionsniveauet for både os selv og vores kunder.”

Everlands nye ledelse vil bestå af forhenværende partnere i Kontrapunkt Thomas Gamst, Ronnie Greve og Mikael Tonning. Senior brand strategist Christian Halsted indtræder ligeledes i Everlands partnergruppe.

Everland består af omtrent 30 medarbejdere.