Mindeord René Jørgen Spogárd

Henrik Hansen
Executive managing director, Kantar Nordics & Baltics

René Spogárd var direktør for TNS Gallup i en lang årrække og anses som drivkraften bag moderniseringen af analysebranchen i Danmark. Henrik Hansen, executive managing director hos Kantor Nordics & Baltics har skrevet mindeord.

Det er med stort vemod, at vi har modtaget nyheden om, at tidligere administrerende direktør for TNS Gallup (Kantar), René Jørgen Spogárd, er afgået ved døden.

Renés betydning for markedsanalysebranchen både i Danmark, og i resten af verdenen, er enestående. Renés bidrag, fra han overtog Gallup i 1987 og til han solgte selskabet til TNS i 1997, er på
alle måder bemærkelsesværdigt.

Med afsæt i Gallup International var René en af hovedarkitekterne bag tilblivelsen af TNS, og derved oprettelsen af den gennem tiden største og mest succesfulde globale analysevirksomhed indenfor media, politiske målinger og konsumentanalyser. TNS Gallup blev senere købt af Kantar/WPP og er i dag en af de største globale aktører indenfor medieanalyse.

René anses af mange som drivkraften bag moderniseringen af analysebranchen i Danmark og han
formåede med hans visionære og innovative tilgang at transformere Gallup til den markedsledende
virksomhed med særlig ekspertise indenfor medie- og meningsmålinger.

Gallup blev under Renés ledelse i flere år i træk hædret som Gazelle virksomhed. Mange af de mediemålesystemer, der stadig eksisterer og benyttes i dag, blev skabt af René Spogárd og Gallup i 1990’erne. Dette gælder blandt andet Index Danmark/Gallup, samt TV- og radiomålinger.

Ved årtusindskiftet stoppede René efter eget ønske som adm. direktør for Gallup og hans efterfølger
overtog en unik, veldrevet og visionær virksomhed med et enestående stærkt fundament.

René var et forbillede for selskabets ejere, medarbejdere og forretningsforbindelser. Han vil blive husket for han unikke forretningsevner, høje moral, store foretagsomhed og innovative tilgang.

René vil for altid være en særlig del af Gallups historie ligesom han har inspireret rigtig mange i
markedsanalysebranchen verdenen over.

Æret være hans minde.