Bureaunyt: Digitalt bureau køber Bigum&Co

Læs også: ZOO vælger Merkle. Kvantum udvider med ny afdeling. Ny bureauplatform ser dagens lys. Musikkonsulenter åbner bureau i København.

ZOO vælger Merkle
Et af de første projekter i det nye samarbejde er lanceringen af et nyt zoo.dk.
Som led i det strategiske arbejde med at binde fysiske og digitale oplevelser tættere sammen, har ZOO valgt Merkle som ny samarbejdspartner. Ambitionen om at sikre endnu bedre gæsterejser bygger på en stor investering i bedre datudnyttelse og -aktivering.

Et af de første projekter i det nye samarbejde er lanceringen af et nyt zoo.dk. Herefter er det planen at analysere de mange data, der strømmer gennem ZOOs app for at kunne guide tusindvis af brugere til nye, spændende og lærerige oplevelser. Kenneth Madsen, der er digital chef i ZOO, ser frem til opgaverne:

“Vi har planlagt de forskellige stadier i vores digitale transformation nøje, så jeg glæder mig rigtig meget til at gå i gang med at forbinde alle de touch points, vi har identificeret i vores roadmap for 2023 og 2024. Både fordi missionen er at være fast leverandør af fantastiske øjeblikke for vores mange tusinde gæster, men også fordi vi ved at styrke den kommercielle del af forretningen får langt bedre muligheder for at lykkes med vores mange naturbevarende indsatser. Og det er jo faktisk derfor, vi er her. ” 

Ambitionen med det nye samarbejde går ud på at udnytte teknologi til at bygge en platform hvor leg, læring og oplevelser starter før – og slutter efter – turen gennem Haven. Merkles systematiske tilgang til arbejdet med at sikre gode kundeoplevelser har været afgørende for ZOOs valg af partner. Dét uddyber Louise Stolberg, executive director hos Merkle, således:

“Vi kender ZOOs tech stack indgående og har derfor kunnet bygge en strategi, der giver os en unik chance for at redefinere gæsteoplevelsen på tværs af touch points og kanaler. Det er en drømmeopgave for os at være med til at tage det lange seje træk, fordi vi på den måde virkelig kan drage fordel af al vores erfaring – fra forretningsforståelse til digital design og eksekvering. Vi starter med zoo.dk, og næste step bliver at gøre ZOOs app til en mere integreret del af den samlede customer experience.”

Samarbejdet kommer på længere sigt også til at indbefatte en målrettet indsats for at dyrke loyalitet og engagement ved hjælp af indhold.

Musikkonsulenter åbner bureau i København
Det nye bureau, som parterne bag betegner som en kreativ hybrid mellem management og agency, hedder e45. De tre partnere er Kristian Nyholm, Zachariah Wedel og Philip G. Lovelace, der nu går ind i bureaubranchen.  De to første har med konsulentbureauet Nyholm Management, erfaring med repræsentation af musiktalenter og talenter i modebranchen. 

I arbejdet med deres talenter har Kristian Nyholm og Zachariah Wedel opbygget relationer til lokale og internationale brands. Udgangspunktet for e45 har derfor været at skabe en fælles ramme for repræsentationen
af kreative talenter og brands.

Den tredje partner og medstifter Philip G. Lovelace har 15 års international erfaring og netværk fra sit kontor BAM i Berlin, som går anderledes til arbejdet med brands ved at fokusere på alternative måder at formidle på.

Kvantum udvider med ny afdeling
På grund af øget efterspørgsel udvider e-commerce marketing bureauet Kvantum Copenhagen forretningen med en ny afdeling dedikeret til dataorganisering og -analyse. Samtidig starter  dataspecialist Wojciech Zak som chef for afdelingen.

Wojciech Zak kommer fra en tilsvarende stilling hos Aller Media og har tidligere arbejdet som analytics specialist hos IIH.

“De fleste er i dag klar over datas betydning for forretningen, men mange virksomheder er stadig udfordret, når det gælder om at få det optimale ud af data. Virksomheder har ofte tilstrækkeligt med data, men de ligger i forskellige systemer, der giver hver deres billede af virkeligheden. Ambitionen bør være at have et single point of truth, dvs. én oversigt med et 360 graders retvisende billede af de foreliggende data. Denne oprustning med en ny afdeling og ansættelsen af Wojciech vil give os en endnu stærkere platform at til hjælpe vores e-commerce kunder med at nå deres fulde datapotentiale,” siger Rasmus Thomsen, CTO og founding partner hos Kvantum Copenhagen.


Wojciech Zak

Digitalt bureau køber kursusvirksomheden Bigum&Co
Med et strategisk opkøb af Bigum&Co og dermed en entré på kursusmarkedet ser virksomheden 1260 A/S sig selv tage en unik position i branchen for digitale bureauer. Det skriver bureauet i en pressemeddelelse.

Opkøbet af Bigum&Co vidner ikke kun om ambitionerne for den fortsatte vækst, men også om, hvor væksten fortsat skal komme fra. Blandt andet ved fortsat at levere digitale løsninger,
og nu også via kurser – sådan at rådgivningen ikke kun beror på ekstern leverance over for kunderne, men ligeså vel intern opkvalificering af egne kompetencer.

“Det havde været relativt nemt for os, at byde vores eksisterende kunder indenfor til kursusdage – men vi risikerer at falde på didaktikken og læring. Hos Bigum&Co kommer didaktik og læring, før selve emnet. Det nytter ikke noget at stå med verdens bedste budskab, hvis ingen forstår, hvad du taler om. Det er en styrke som Bigum&Co kan tilføje, hvilket adskiller os positivt fra resten af markedet,” siger Michael Roscoe, der er kommerciel direktør i 1260.

Fra Thomas Bigum, der stiftede Bigum&Co i 2013, lyder det:

“Kunderne bliver uden tvivl de største vindere. Vores kurser og uddannelse bliver endnu bedre, fordi der er adgang til ekspertisen i bureauet. Samtidig bliver værditilbuddet ved at skifte bureau til 1260 A/S enestående, i kraft af at du som
marketingansvarlig kan uddanne dig selv og/eller dit team parallelt med, at bureauet eksekverer.”

Med opkøbet og den generelle vækst i virksomheden, forventer 1260 at tredoble deres forretning målt på omsætning til 36 mio. kr. for regnskabsåret 2023. Bigum&Co fortsætter under eget navn, men som en samlet del af 1260 A/S.


Stifter af Bigum & Co, Thomas Bigum

Ny bureauplatform ser dagens lys
Platformen Navireau.dk er netop lanceret. Det er en platform, som skal hjælpe virksomheder med en “let og overskuelig adgang til branchens dygtigste digitale bureauer og konsulenter”. Bag platformen står de tre stiftere: James Raney, Simon Vinther og Mikkel Guldberg. 

James Raney har været en kort periode hos Bonzer, Simon Vinther har en fortid hos Simple Solution, og Mikkel Guldber har arbejdet for Cand., der matcher studerende med studiejobs.

De tre stifteres vision er “at gøre op med usikkerheden i virksomhed/bureausamarbejdet og gøre tilvalget af marketingbureauer til en overskuelig proces.” 

“Lige nu har vi 18 bureauer med i konceptet, og rammer 20 stk i løbet af næste uge. Bureauerne er nøje udvalgt baseret på flere parametre såsom: screening af anmeldelser, referencer, et stærkt værdisæt og en god dialog med bureauet. Det er vigtigt for mig at fremhæve, at vi ikke blot er en ny ‘bureau-database’. Vi har et partnernetværk af dygtige bureauer og freelance konsulenter, som afdækker de behov, der eksisterer på markedet,” siger James Raney.