Bureaunyt: Partners ude med dating-kampagne for Kims

Læs også: Kommunikationsansvarlig ude med bog, der gør op med business bullshit, bSocial får ny brandidentitet og Adform udvider bestyrelsen.

Ny brandidentitet for bSocial
bSocial er ikke længere navnet på det, der i dag hedder BeSocial. Identiteten for det nye BeSocial vil fremover lægge mere vægt på at fortælle fængende historier for mode-, bolig- og livsstilbrands gennem annoncer på sociale medier. Derudover vil BeSocial i følge dem selv, forvandle sociale medier til direkte salgskanaler.

Kims ude med humoristisk dating-kampagne
Kims er gået i luften med en storstilet kampagne, der skal øge kendskabet til frontfiguren Tommy og samtidig give Kims’ forskellige chips-typer mere personlighed. Det skriver Markedsføring.

I kampagnen, der er udviklet i samarbejde med Wibroe, Duckert & Partners, har Tommy sat jagten ind på den store kærlighed. For efter ni år, hvor Tommy har været single, har han indset at dating er ren videnskab. Derfor har han iværksat sit eget dating-program, hvor han bruger Kims’ chips og dip til at afsløre sine dates’ sande jeg.

“Vores satsning skal ses som et skridt i vores fortsatte fokus på smag og krydderier og gøre plads til at skubbe nye produkter ud. Samtidig vil vi gerne øge kendskabet til Tommy, som i skikkelse af at være krydderiassistent, er stærkt associeret med vores produkter,” siger Kims’ marketingchef, Anders Hybholt, til Markedsføring.

Du kan se kampagnevideoen her.

Adform udvider bestyrelsen
To nye profiler, Maria Hjorth og Gustav Mellentin, indtræder i den danske AdTech-virksomhed Adforms bestyrelse.  

Maria Hjorth kommer med erfaring inden for ledelse og bestyrelse og indtræder som uafhængigt bestyrelsesmedlem. Hun er tidligere direktør for VP Securities og sidder i dag i en række bestyrelser, herunder TopDanmark og Trifork.


Maria Hjorth

Gustav Mellentin blev i sommer præsenteret som ny bestyrelsesformand for Det Obelske Familiefond og indtræder nu i bestyrelsen for Adform, som han var med til at starte for 20 år siden.

“Adform er mit livsværk. Jeg er utrolig stolt af at se, hvor langt virksomheden, som Stefan Juricic, Jakob Bak og jeg startede for 20 år siden, er nået. Idag er Adform en international virksomhed i rivende udvikling, og jeg ser frem til fortsat at tage del i Adforms strategi og udvikling fra bestyrelseslokalet,” siger han i en pressemeddelelse.


Gustav Mellentin

Ny bog gør op med business bullshit
Kommunikationsansvarlig i Garuda, Mikkel Hune Toxvig, er 28. april aktuel med sin debutbog. Her udkommer bogen ‘Farvel til business bullshit – et opgør med klichéer, platheder og oppustet sprog’.

I bogen tager Mikkel Hune Toxvig angiveligt et opgør med alt det han kalder for ”sprogligt bullshit”, som findes på dansk ledelses- og virksomhedskommunikation. Han beskriver dem blandt andet som ”’oppustede’ modeord, klichéer, platheder, hurra-ord, pligtsludder og meget andet”.

Bogen udgives på Akademisk Forlag.

Revitalisering af Ledernes Brand

I det næste lange stykke tid, vil Lederne – Danmarks største lederorganisation, foretage en revitalisering, med nyt logo til følge, samt ny brandarkitektur, ny CVI og ny kommunikationsplatform ved navn “En verden til forskel”. Det skriver chef for brand og design i Ledernes Brand, Pia Funch Braskhøj.