Ikke færre end 31 selskaber fik pr. 1. januar såkaldt stor licens til at drive spil-virksomhed i Danmark, og derfor har en konsolidering været ventet fra begyndelsen af.
Den er begyndt nu – og lidt overraskende er det to af de etablerede spillere, der går sammen, idet det i går blev meddelt, at Unibet køber Bet23 for omkring 100 mio. kr.
Det er en nyhed, der giver et kontant udbytte for to kendte bureau-ejere. Jan Duckert og Henrik Juul fra Wibroe, Duckert & Partners ejer nemlig en andel, der formentlig er omkring 5 mio. kr. værd, og den afhændes i forbindelse med handlen.
Ejerandelen ligger i Holdingselskabet af 1. september 2000, som ejes sammen med bl.a. den tidligere Danske Spil produktchef, Holger Kristiansen. Det var ham, der i sin tid tog initiativ til at stifte Bet24 og fik Jan Duckert og Henrik Juul med.
MTG overtog 90 pct. for seks år siden, hvor Jan Duckert, Henrik Juul og Holger Kristiansens selskab indkasserede omkring 50 mio. kr. for andelen.
De har siden beholdt de 10 pct. gennem Holdingselskabet af 1. september 2000, men det har været betragtet som en så passiv investering, at Danske Spil accepterede forholdet, da man valgte Partners som nyt Lotto-bureau sidste sommer.
MTG står bl.a. bag Viasat-kanalerne TV3 og TV3+, som har været en væsentlig markedsføringskanal for Bet24. Hvilken rolle Viasat kommer til at spille for Unibet/Bet24 fremover, fremgik ikke af gårsdagens officielle udmeldinger.
Unibets landechef, Kim Olesen, siger i dag til Bureaubiz:
“Vi har i forvejen et godt samarbejde med MTG og Viasat. Det er endnu for tidligt for at sige noget konkret om Viasat og Unibet, men det er klart, at den dialog er vi begyndt at tage med MTG.”
Foreløbig vil Bet24 køre videre, men Kim Olesen lægger ikke skjul på, at planen er at markedsføre ét brand. Hvad det så får konsekvenser for de involverede bureauer, er for tidligt at sige.
Unibets bureausamarbejder omfatter Starcom og Suzumuchi, der er et digitalt reklamebureau med fokus på film- og web-produktioner, mens Bet24 har samarbejdet med Winther’s og OMD.
“Indtil videre er det business as usual. Aftalen påvirker ikke umiddelbart vores bureausamarbejder. Hvordan MTG håndterer Bet24-bureauerne, er op til dem, indtil aftalen træder i kraft. Og for Unibets vedkommende vil jeg gerne understrege, at vi er godt tilfredse med vores bureauer,” siger Kim Olesen.