Snoop Dog var dyr for 3: Men han var pengene værd

Peter Engholm
25@mail.dk

En kändis i front er ikke nødvendigvis en sikker succes, og for teleselskabet 3 var det et sats at få rapperen Snopp Dogg på banen. Nu et halvt år efter gør selskabet satset op …

Det var med krydsede fingre, at 3 i efteråret allierede sig med en af verdens mest kendte rappere, Snoop Dogg. Selskabet havde ”satset højt”, erkendte Eri Tomi-Gottschau, Head of Marketing for privatmarkedet hos 3 Danmark.

Snoop skulle være i front for 3LikeHome-kampagnen, der er selskabets største lancering til dato, og fra 3’s bureau, co+, lød konstateringen ”det koster at få et ikon og tilhørende opmærksomhed”. Satsningen blev understreget af, at 3 Danmark bar udgiften alene, for Snoop Dogg-kampagnen måtte ikke bredes ud til andre lande.

Samtidig var optakten kaotisk. Instruktøren Niels Arden Oplev sagde:

”Det blev en af de mest crazy dage på settet, jeg nogensinde har oplevet. Med filmhold, levende hund med to trænere og Snoops kæmpe entourage gav det mere cirkus, end man kunne ønske sig,” lød det i september, da 3 lancerede ”Snoop and Dog by 3”.

Men instruktøren tilføjede:

”Snoop brænder godt igennem med sin cool stil, og hunden er heller ikke til at komme uden om.”

Vel næsten en profetisk udtalelse, for nu gør Eri Tomi-Gottschau et halvt år med Snoop op:

”Har det været det høje sats værd? Det korte svar er: Ja. Det lidt bredere svar er: Ja, både hvad angår marketing og salg,” siger 3’s marketingchef og uddyber:

”Både på synlighed og association har vi ikke ranket så højt i mange, mange år. Snoops profil og matchet med 3’s egen hund er gået rent ind. Og det positive ses også i, at det ikke kun er staffage. Produktet – i høj grad 3LikeHome – er nemlig også blevet klart forstået.”

Den sjældent set stærke modtagelse fik i begyndelsen af året svære betingelser, da Politiken lancerede en ukorrekt skattely-historie om 3. En historie, som både andre medier og en række politikere i første omgang hoppede med på.

Historien, som DR siden har beklaget, nåede at give 3 smæk i både image og købsintention. Ikke desto mindre har Snoop-satset også vist sit værd på salget:

”Salg påvirkes fra mange sider af, men siden lanceringen af Snoop-kampagnen er vores salg steget med 25 pct. Der har været stigende kurver overalt, og der har været øget trafik til både butikker og webshoppen. Vi ser det som en kombination af Snoop-universet og et attraktivt produkt,” siger Eri Tomi-Gottschau.

3 har papir på at kunne bruge Snoop Dogg til og med september. Og med resultaterne in mente vil Eri Tomi-Gottschau gerne forlænge.

”Der er gode odds for, at vi gerne vil fortsætte med Snoop. Det er klart, at der er mange ting, der skal falde på plads, før end det kan lade sig gøre, men hvis det sker, så vil det givetvis betyde ny footage med Snoop,” siger Eri Tomi-Gottschau.

https://www.youtube.com/watch?v=GIaJepVChbM