Nyt PR-bureau vil forandre

Zandra Damsgaard
zandra@bureaubiz.dk

Forandringskommunikation skal hives op af skuffen og i sættes i spil i en digital kontekst. Det er afsættet for det nye PR-bureau Change.

Forandringens digitale vinde blæser også i PR-branchen, og de ændrede grundvilkår har ifølge stifterne af odenseanske Change skabt et hul i markedet, som det nye PR-bureau skal være med til at udfylde.

Med afsæt i den nye digitale virkelighed vil man hos Change nytænke ”den glemte disciplin forandringskommunikation” på en måde, hvor både medarbejdere og brugere indgår som en del af organisationen.

”Forandringskommunikation er ikke længere blot en intern disciplin. Hele verden er i forandring, og nye teknologier har trukket brugeren ind i organisationen. Det kalder på nye fortællinger med tydelige formål, og de skal i høj grad bæres af digitale og sociale medier,” siger stifter og chefkonsulent Anders Vincent Jacobsen.

Bureauet tilbyder kommunikationsløsninger inden for PR, design, sociale medier og digitalisering og kalder sig ligefrem eksperter i digitale og sociale medier.

”Vi søger med Change at forene klassiske kommunikationsdiscipliner med nye medier, og vi vil gerne være blandt de bedste. Vi har derfor allieret os med specialister inden for hver sit felt. Det holder os skarpe og gør os stærke, så vi hurtigt kan reagere på markedet,” siger stifter og direktør Jonathan Bornemann Junker.

Change består foruden stifterne Jonathan Bornemann Junker og Anders Vincent Jacobsen af juniorkonsulent Thomas Landtved Holm. Jonathan Bornemann Junker, som tidligere har været salgschef i IKEA, er desuden partner i digitaliseringsvirksomheden RocketMedia og direktør i app-bureauet House of Code. Anders Vincent Jacobsen er uddannet i kommunikation fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX) og har været tre år i kommunikationsbureauet Mannov.