The Orbit Agency fortsætter fremgang: Nu med bolighuse i 10 lande

Peter Engholm
25@mail.dk

IDdesign, der herhjemme står bag Ilva og Idemøbler, har valgt The Orbit Agency til sine bolighuse i Sydeuropa og Mellemøsten.

The Orbit Agency er kommet godt fra start, siden Thomas Thorstholm og Simon Wooller stiftede bureauet i 2015. Boxer, C-More, Audiofly og EnergiMidt er blandt kunderne, og nu følger den danskejede møbel- og indretningskæde IDdesign.

Bureauet, der er valgt uden bureaukonkurrence, skal hjælpe med at skærpe IDdesigns profil i sine bolighuse i Mellemøsten og Sydeuropa.

”Samarbejdet med The Orbit Agency faldt naturligt, da kerneteamet kendte vores Brand DNA og katalogstil indgående. Samtidig var det vigtigt for mig at sikre både fornyelse og synergi med de eksisterende elementer, vi har på tværs af en række platforme og lande,” siger Piet Klein, kædedirektør i IDdesign.

IDdesign står bag kæderne Ilva og Idemøbler i Danmark, men har også en franchisekæde i Mellemøsten og Sydeuropa, hvor bolighusene bærer navnet IDdesign.

Her har den store interesse for nordisk design og muligheden for at købe komplette indretningskoncepter i samme bolighus gjort IDdesign til en stor succes. Kæden ekspanderer nu også i Sydeuropa.

Christina Maj Brandt Kragelund, der er Marketing og Brand Manager hos IDdesign, uddyber opgaven således:

“Som franchisekæde på tværs af 10 lande – med bl.a. lokale brandsites og social media pages – stilles der store krav til en marketingindsats, hvor koncept og strategi skal fastholdes, mens der samtidig skal justeres til i forhold til de enkelte markeder. F.eks. er markederne i Mellemøsten på visse punkter meget traditionelle med klassisk brug af print og outdoor, men omvendt bruges de sociale medier markant mere end i for eksempel Spanien.”

The Orbit Agency har for nylig gennemført Cross Country-kampagner for højtalerbrandet Dynaudio, og kreativ dir. og partner, David Asmussen, siger:

”Alt for ofte ser vi content, som er produceret til det primære marked, hvorefter det er oversat til de lokale sprog. Men kulturelle og visuelle præferencer er så forskellige, at det, de lokale markeder efterspørger, er koncepter, der bærer den samme grundlæggende idé og koncept på tværs af lande – men med mulighed for at justere eksekveringerne lokalt,” siger David Asmussen, der sætter disse ord på samarbejdet med IDdesign:

“IDdesigns store ambitioner er en spændende udfordring. Og det at kommunikere nordisk design og kvalitet til kunder i Mellemøsten og Sydeuropa, stiller krav til eksekveringerne.”

Om IDdesign:
IDdesign-gruppen er Danmarks største detailhandler inden for møbler og boligindretning. IDdesign a/s er hovedselskab for kæderne Ilva, Idemøbler og IDdesign. Gruppen har omkring 1.000 medarbejdere, 71 møbelhuse og en omsætning på ca. 1,7 mia. kr. IDdesign er en del af Lars Larsen Group.