Statens og Kommunernes Indkøbsservice (SKI) har modtaget bud på ikke færre end 245 virksomheder, der ønsker at blive prækvalificeret på rammeaftalen for tryk, kommunikation og web. Der er 12 konsortier i blandt, så der var til sammen 209 tilbudsgivere på rammeaftalen. Kun 20 blev frasorteret, så 189 tilbudsgivere er nu prækvalificeret på de i alt ni delaftaler. Fem af disse deltaftaler er bureau-orienterede, og her er interessen bestemt ikke beskeden:
Delaftale 1 PR- og kommunikationsydelser
- Ca. 80 anmodede om at blive kvalificeret
- Der forventes at blive udpeget ca. 35 leverandører til den permante shortliste, hvorfra man kan deltage i mini-udbud.
Delaftale 2 Reklamebureauydelser
- Ca. 75 anmodede om at blive kvalificeret
- Der forventes at blive udpeget ca. 35 leverandører til shortlisten.
Delaftale 3 Visuel kommunikation og identitet
- Ca. 109 anmodede om at blive kvalificeret
- Der forventes at blive udpeget ca. 35 leverandører til shortlisten.
Delaftale 4 Websites og elektronisk publicering
- Ca. 105 anmodede om at blive kvalificeret
- Der forventes at blive udpeget ca. 15-30 leverandører til shortlisten.
Delaftale 5 Mediaformidling og analyse
- Ca. 15 anmodede om at blive kvalificeret
- Der forventes at blive udpeget 3-5 leverandører til shortlisten.
SKI har ikke ønsket at oplyse, hvor mange bureauer, der blev sorteret fra. Men det ligger fast, at der optræder godt 375 bureaunavne på de fem lister, og selv om der er gengangere imellem – jf. de i alt 209 tilbudsgivere i alt – så har interessen været overvældende, medgiver Jens Kofoed, formand for Brancheforeningen for Public Relations Virksomheder:
“Antallet overstiger forventningerne. I normale tider ville tallet nok have været lavere. Når det er sagt, så virker SKI dialogorienteret. De har allieret sig med Steen Læssøe, tidl. adm. direktør for Huset Markedsføring, som ekstern konsulent”, siger Jens Kofoed, der også er adm. direktør i Hill & Knowlton.
“De færreste bureauer er interesseret i at afskære sig fra en forretningsmulighed. Både bureauer og SKI har en fælles interesse i at drive forretning, men der er også modsatrettede interesser: SKI er sat i verden for at presse leverandør-priser, og vi har en legitim interesse i at få mest muligt for vores arbejde. Og der kan naturligvis ikke være tale om at tilbyde det offentlige én prisliste og vore kunder fra det private erhvervsliv en anden – det skal være troværdigt”, siger Jens Kofoed.