Analysefirmaet M3 Resarch har vokset betragteligt, siden stifteren Mik S. Oddershede ansatte den første medarbejder i 2008. I dag lægges der faktisk op til at ansætte den 21. medarbejder, men virksomheden nøjes ikke kun med at vokse – den rokerer også i topledelsen, om end det bliver i familien.
Mik Oddershede træder et skridt tilbage og fokuserer fremover på forretningsudvikling, mens hans kone, Helle Oddershede, overtager posten som adm. direktør.
“Mik er en typisk iværksætter, der i højere grad bør fokusere på ide-udvikling end på nogle af de lidt mere strukturelle opgaver, der følger med som adm. direktør. Jeg blev i sin tid virksomhedens 3. eller 4. ansatte, eftersom jeg alligevel sad derhjemme om aftenen og varetog nogle af de administrative opgaver ved siden af et fuldtidsjob i IT-branchen,” siger Helle Oddershede, der også har været leder i Dansk Supermarked.
Både den nuværende og tidligere direktør understreger behovet for en leder, der i højere grad har fokus på salg, processer og optimering. Hovedkontoret ligger i Odense, med plads til 30 medarbejdere, men i første omgang vokser M3 Research via salgskontorerne i Stockholm, Helsinki og Købehavn.
“Der er specielt behov for mine kompetencer på det organisatoriske område, hvis vi skal vokse med den hastighed, som virksomheden har gennemgået indtil videre. Det vil kræve, at vi får lidt flere rammer og kasser indført samtidig med, at vores processer bliver yderligere optimeret,” siger Helle Oddershede.