Ægteskab i dialogbranchen

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Relationshuset og Gekko har efter en længere forlovelse besluttet sig for at gifte sig endeligt.

De har boet sammen. De har endda håndteret enkelte kunder sammen. Men de har opbygget hver sit brand. Relationshuset og Gekko.

Men ikke mere. Nu er forlovelsen overstået og i stedet blevet til ægteskab under navnet Relationshuset/Gekko. Ejerforholdene hedder 50 pct. til Finn Overgaard (Gekko) og 50 pct. til Jan Køhler/Maria Furbo (Relationshuset). Maria Furbo bliver adm. dir.

Der er flere årsager til, at det sker netop nu.

“Bl.a. står branchen over for en sværere tid, og derfor har vi skønnet, at vi står bedre rustet sammen frem for at fortsætte med at opbygge hver sit brand. Desuden opnår vi en størrelse og en bredde i kompetencer, som placerer os som en af de største i branchen, og det gør os mere attraktiv for kunderne”, siger Jan Køhler.

Det samlede bureau vil have 27 medarbejdere.

“Ingen kunder vil opleve deciderede ændringer i deres relationer med det nye, samlede bureau – tværtimod vil kunderne blive mødt med en styrket ledelse og et endnu bredere kompetencefelt, som vi glæder os til at se effekten af”, siger Finn Overgaard.