I første omgang blev den ægyptiske revolution kostbar for landet, når det gælder turister. En af de store tyske rejsearrangører forventer, at niveauet i år vil være på 60 pct. af det normale.
Men nu søger landet at vende revolutionen til noget positivt ved at bringe den i spil i markedsføringen.
Landets nye turistminister præsenterede på den store rejsemesse ITB i Berlin i torsdags en ny global kampagne med anvendelsen af en række forskellige medier, hvor man tager afsæt i den oprindelige kampagne under sloganet “Egypt, where it all begins”. Nu supplerer man med en række budskaber som f.eks.: “Welcome to the country of peaceful revolution”, “7,000 years of history and a new era”, og “Tahrir – a square rocks the world”. Tahrir-pladsen var som bekendt centrum for revolutionen.
Med normalt 14 mio. årlige turister og et mål om at komme op på 25 mio. i 2020, er der for Ægypten store penge på spil i turistindustrien, men det ægyptiske konsulats turistafdeling i Tyskland er optimistisk med henblik på at komme hurtigt tilbage på sporet.
Alle rejseadvarsler er fjernet og der er opbakning fra mange rejsearrangører.
“”Den fredelige prodemokratiske revolution har bragt en frisk brise til Ægypten. Turistindustrien vil følge op med en passende opfriskning af marketing-værktøjerne ved at fokusere på forøget deltagelse i internationale events og media-marketing aktiviteter,” lyder det i en udtalelse.