Ønske fra Bocca: Så kom dog med den EU-afstemning!

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Bocca har vundet flere nye kunder – en af dem bliver først interessant, når danskerne skal stemme om et eller flere af EU-forbeholdene.

Det har ulmet længe, at danskerne på et eller andet tidspunkt skal stemme om et eller flere af EU-forbeholdene, og nu vil man på Bocca meget gerne have, at statsministeren får taget sig sammen og udskrevet en folkeafstemning.

Bureauet har nemlig vundet et budget på en oplysnings-kampagne fra EU-Oplysningen i forbindelse med en afstemning – men lige nu går det altså ikke specielt stærkt frem med den opgave på grund af andre politiske problemer for statsministeren.

Bocca kan imidlertid glæde sig over to andre nye offentlige kunder, som løber af stablen i løbet af oktober og november.

Sundhedsstyrelsen skal have skabt en kampagne omkring diskrimination af HIV-smittede på arbejdsmarkedet, og Københavns Kommune skal på jagt efter flere dagplejere.

I modsætning til hvad andre har oplevet med store og kendte EU-licitationer, har bureauet kun haft positive erfaringer med offentlige udbud.

Bocca-partner Birthe Nielsen understreger, at bureauet ikke er på vej i retning mod at specialisere sig i offentlig kommunikation. “Men lige fra vores start med Rådet for Større Færdselssikkerhed og senere Folkekirkens Nødhjælp har vi følt, at vi trives godt med sager, og at netop vekselvirkningen mellem holdningsskabende og kommercielle opgaver, tiltaler os meget”.