0 guld til Danmark i Las Vegas

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

DMA2012: Ved Echo Awards, der er VM i Direct Marketing, fik danske bureauer og annoncører 3 sølv og 4 bronze. Samtidig fik danske Vertics kontor i New York en speciel pris for deres arbejde for Vestas.

Danmark har ry for at klare sig godt til verdensmesterskaberne i Direct Marketing, også kaldet Echo Awards.

Dette år var ingen undtagelse, selv om det var noget dårligere end de foregående to år, hvor Danmark har været ’oustanding’ med henholdsvis 1 guld sidste år og ikke færre end 3 guld forrige år.

I år blev det til 3 sølv og 4 bronze med RelationshusetGekko som største vinder med i alt 2 sølv og 2 bronze.

Derudover var der endnu et dansk islæt på scenen.Vertics kontor i New York fik specialprisen: Echo Green Award for et arbejde for Vestas.

Til trods for, at danske bureauer og annoncører ikke kom hjem med guld i år, henter de rød-hvide stadig 10 procent af priserne. Og det er en bedrift, vi kan være stolte af, mener Rolf Carlsen, CEO i Maximus, som sammen med 55 andre danske fagfolk var til stede ved prisuddelingen i Las Vegas, hvor Maximus i øvrigt fik en bronze.

”Danmark gør det godt. Niveauet så ud til at være hævet en del i år, og selv om vi i Maximus selvfølgelig hellere havde vundet sølv eller guld, så er det nu engang VM i direct marketing - så bare dét at vinde en pris er stort”.

Også Vertic, som var kommet flyvende ind fra New York, var stolte af deres special pris, fortalte CEO Sebastian Jespersen til Bureaubiz:

”Det betyder meget for os med denne pris, især fordi det arbejde vi har lavet, normalt ikke hører hjemme i et digitalt bureau. Stanley Rapp, grundlæggeren af Rapp Collins, der efterhånden er omkring de 80, kom forleden ind på mit kontor og sagde, at kampagnen for Vestas var en eksekvering af hans vision af direct marketing: Personlig over for det enkelte individ samt relevant indhold”.

Her er en oversigt over de syv danske priser:

  • Sølv: RelationshusetGekko/Public for Forsvaret (Be an Officer – in The Danish Defence)
  • Sølv: RelationshusetGekko for Giv Blod (A sex-guru sees red – to support blood donation)
  • Sølv: Hjaltelin Stahl Gruppen for Synoptik (Synoptik Online Eye Test)
  • Bronze: RelationshusetGekko for Ikano Bank (How to revive passive credit card accounts)
  • Bronze: Kunde & Co for Vestas (Energy Transparency)
  • Bronze: Maximus Copenhagen for Solutors A/S (The SMARTest for miles around)
  • Bronze: RelationshusetGekko for Tryg Forsikring A/S (Have you heard…)