Er det skræmmende, at man som 55-årig skal sige farvel til et bureau, man var med til at stifte og lagt de sidste 10 år af sit liv i?
“Nej, for beslutningen er rigtig og jeg har en god følelse omkring den,” siger Birthe Nielsen om sin skilsmisse i forhold til Bocca, som hun har været kreativ direktør, partner og medstifter i.
Hun har solgt sin andel og forlader ledelsen – men bevarer en free-lance tilknytning gennem en kontrakt.
“Birthe og jeg er kommet til et punkt, hvor vi hver især fungerer fint i de sammenhænge vi indgår, men vores funktion som samlende ledende enhed for Bocca er – i takt med at bureauet er vokset – blevet præget af gradvist større uenighed,” siger adm. dir. Morten Theil, der har været hendes partner gennem de 10 år. Han fortsætter:
“Det har vi taget konsekvensen af, og det glæder mig, at vi nu har været i stand til at finde en udramatisk løsning, som heldigvis betyder, at Birthe fortsat får sin gang på bureauet”.
Han vil ikke uddybe, hvad uenigheden går ud på.
“Detaljerne omkring årsagerne til skilsmissen, vil vi godt have lov til at holde for os selv,” siger Morten Theil.
Birthe Nielsen skal nu i gang med at bygge en ny tilværelse som free-lancer.
“Jeg er ganske rigtigt ikke en vårunge, men jeg har en stærk tro på, at der fortsat er brug for det, som jeg kan,” siger Birthe Nielsen.
Bocca vil fremover blive ledet af den tilbageblivende partnergruppe, som ud over Morten Theil består af Mikkel Hyldenbrandt, Ulrik Søby og Mikkel Würtz.
“De to sidste er henholdsvis tekstforfatter og designer, så de overtager den kreative stafet. Vi vil formentlig have en flad struktur, men i de kommende uger, vil vi tegne en klar ansvarsfordeling,” siger Morten Theil.
Desuden vil bureauets bestyrelsesformand, Carsten Reuther, bistå med strategisk sparring.