10 gode råd om mobil marketing

Peter Engholm
25@mail.dk

Hvad der virker og ikke virker, og hvorfor USA halter bagud på mobil marketing – ifølge det amerikanske jurymedlem ved Global Mobile Awards, Kathryn Koegel.

“Alle online-kategorier vil opleve fortsat vækst i 2011, og mobil marketing og sociale medier er topscorere,” sagde Morten Kromann-Larsen, director for media hos TNS Gallup, da han præsenterede Trendanalysen 2011.

For mobil marketing gælder det, at 82 pct. af annoncørerne vil øge deres brug af netop denne kanal i år.

Ved GSMA Global Mobile Awards, der blev afholdt i sidste uge, havde Kathryn Koegel, der var med til at udpege klodens bedste mobil marketing-kampagne i 2010, lejlighed til at gøre sig iagttagelser om emnet. Iagttagelser, der faldt som 10 punktnedslag og bragt i AdAge.

1. Steve Jobs har ikke ret, når han siger, at mobil marketing stinker. Det stinker bare ret ofte i USA.

Når jeg tænker på store kampagner og enkel kreativitet – nogle udelukkende som sms – i lande med små budgetter og på alle mobiltyper, så er USA tabt bag en vogn. Følelser kræver ikke levende billeder, men kan skabes af en enkel illustration eller en tekst. En kampagne i Afghanistan, der sidestillede udvidelsen af sendenettet med genopbygningen af selve nationen, berørte mig dybt.

2. Vi elsker dimser mere, end vi elsker marketing

Indsendte arbejder fra den vestlige verden fokuserede på apps – og apps udelukkende på iPhones. Jeg kan ikke se sammenhængen mellem at ryste denim og brand loyalty eller en øget købsinteresse for jeans. Og når store brands tæller downlads i 10.000’er – er det ikke de samme virksomheder, der ellers skulle rykke rundt på millioner af enheder?

3. Hvis du vil fokusere på en cool ting ved mobilen, så gør den ny og belønnende

Apps kan være sjove, men hvis fornøjelsen fordufter på under 30 sek, så er det halvgjort arbejde. I Japan introduceredes iButterfly, en app, der bruger GPS, augmented reality og iPhones bevægelsessensor. Jo mere du brugte den, desto større var chancen for at score fordele. Legen gik ud på at fange sommerfugle i det offentlige rum, og så står man der og blafrer med sin mobil – i sig selv en præstation, men app’en går ikke ud på at få folk til at mobilvifte, men om at øge loyaliteten og give rabatkuponer på en ny måde.

4. Rich media er ikke løsningen. Få det bedste ud af mobilens “begrænsninger”

Jeg har interviewet bureauer over hele USA – bureauer, der beklager, at kunderne foretrækker rich media og ignorerer enkle løsninger som mobilbannere. Disse kunder burde tage på studietur til Kina, Indien eller Sydafrika og se, hvordan selv simple bannere på spinkle browsere fungerer på steder, hvor mobilen er den primære netforbindelse.

5. Cross-platform er ikke at gøre det på mere end ét apparat

Amerikanske marketingfolk tror, at de rykker for vildt, hvis de er ude på både Android og iPhone. Men cross-platform omfatter sjovt nok mere end én kanal, og mobilen er god til at aktivere traditionelle kampagner – og til at få fat i de mange, der hverken abonnerer på aviser eller ser tv på en skærm. Det er ikke så svært.

6. Er det mobil marketing-kampagne, så brug mobilen som et medie

AT&T fortalte i en kampagne, at fordi deres telefoner er GSM, så kan du bruge dem overalt i verden – en visuelt imponerende kampagne med hænder, der var malet som de enkelte landes seværdigheder. Flot på print og outdoor – men når nu det drejede sig om mobiltelefoner, hvorfor så ikke bruge en overbevisende app, der tilmed kunne vises på dine konkurrenters produkter?

7. Mobilen skal bruges til at nå folk

Mange kampagner fra vores del af verden fokuserer på smartphones, men trods den store vækst vil de ikke nå helt ud i krogene. Men mobiler under ét udkonkurrerer nettet, så når vi nu alle har én, hvorfor så ikke udnytte det til at gå bredt ud – f.eks. via sms.

8. Udret noget stort ved at ændre adfærd

Brasilien skal gå fra at være en talende til en sms’ende nation. Teleselskaberne gik sammen (!) og skabte en enkelt kampagne med tekst, web og interaktiv voice response. Og inden for få måneder, fra Ipanema til Amazonas, begyndte tommelfingrene at gløde.

9. Lær af Star Trek.

Kaptain Kirk kalder det en “communicator” ikke en “i” eller “touch”-noget, for de brugte dimserne til at kommunikere med hinanden. Alt for meget mobil marketing i vores verden tager for givet, at vi har tid til at lege med det – at trykke på det og fedte med det – og overser den primære funktion: Kommunikationen. Spørg dig selv om din næste mobil kampagne virkelig kommunikerer et klart brand-budskab, engagerer målgruppen, rammer mere end 10 personer og giver noget værdifuldt videre, som man kan svare på.

10. Og vinderen er … Unilever og Cornetto

Kampagnen skulle fange unge is-spisere og omfattede sms, pr og interaktiv outdoor. En væg på Tyrkiets svar på Times Square var skærmen, og enhver med en mobil kunne via sms få figurerne til at bevæge sig på det store skærmbillede. Vinderne fik en gratis is, der kunne indkasseres på stedet. Det blev en stor nyhedshistorie på tv og samtaleemnet i Tyrkiet. Store ideer er skabt til at blive videreudviklet, så skaf tilladelserne og lad os se nogle løjer på netop Times Square – i mellemtiden kan kampagnen ses her.