100 organisationer bag fagbevægelsens nye kampagne

Julie Kolbeck
julie@kforum.dk

Brancheklip: Fagbevægelsen er netop gået i luften med en ny kampagne, der har til hensigt at vinde folkets sympati.

Fagbevægelsen har netop lanceret en ny kampagne, som omtrent 100 faglige organisationer står bag. Det skriver Journalisten.

Samarbejdet skriver dansk historie, da man aldrig før har set så mange organisationer gå sammen om et kommunikationsarbejde. Det siger pressechef i fagforbundet FOA Jens-Jørgen Krogh til fagmediet Journalisten.

Bureauet Frankly står bag websitet enloesningforalle.dk, bannerkampagnen samt en film, der forklarer konflikten.

Organisationerne organiserer sig
Da forhandlingerne brød sammen for fire uger siden, besluttede man at nedsætte et kommunikationsforum for de faglige organisationer, fortæller Jens-Jørgen Krogh til mediet.

Ifølge pressechefen har cirka halvdelen af de 100 organisationer professionelle mediefolk ansat.

Et møde blev til flere og snart samlede de største faglige organisationer en ’budskabsgruppe’, der udviklede strategien for kommunikationsprojektet.

En løsning for alle
Organisationerne blev enige om sloganet ’Enløsningforalle’, som ifølge Jens-Jørgen Krogh emmer af fællesskab:

“Der ligger en masse fællesskab i det slogan. Én for alle. Men også: Alle for én. Det signalerer, at der er indgået en solidaritetspagt. At arbejdsgiverne ikke skal have lov til at spille enkeltgrupper ud, som det skete i 2013. Vi skal alle sammen kunne se os selv i den overenskomstløsning, der følger,” siger Jens-Jørgen Krogh til Journalisten.

Formål: Vind folkets sympati
Kampagnen har ét specifikt formål: At vinde sympati bredt i befolkningen.

Da Journalisten spørger indtil, hvorfor man ønsker at vinde den offentlige opinion, når det jo ikke er befolkningen, man skal forhandle med, svarer Jens-Jørgen Krogh følgende:

“Hvis du først vinder sympatien, så står du også stærkest politisk. Også hvis der senere skal komme et politisk indgreb. Vi ved, at politikerne agerer efter, hvordan sympatier og antipatier ligger.”

Lokal forandring og bred repræsentation
Kampagnens største udfordring er, at man skal favne alle, lige fra præsten til buschaufføren. Alle 100 organisationer skal kunne se sig selv i et enkelt slogan.

Netop derfor tager kampagnen også hensyn til budskaber af mere lokal karakter.

Man har afsat fire millioner kroner til annoncering, og kampagnen kommer da også ud i alt fra avisannoncer, plakater ved busstoppesteder samt sociale medier, herunder Twitter, Instagram, Snapchat og Facebook.