Geelmuyden Kiese formår at skabe nyheder – også om sig selv. I sidste uge meddelte bureauet, at adm. direktør Maria Steno bliver partner. Nu kommer der en ny direktør .
Morten Jørstad bliver ny adm. direktør i Geelmuyden Kiese i Danmark og skal sikre synergien mellem de tre nordiske kontorer og integrere livsstilsbureauet House of Communication i den danske del.
Geelmuyden Kiese og House of Communication flyttede i efteråret sammen i Jorcks Passage i København, og nu ønsker selskaberne at styrke synergierne med en ny, fælles ledelse for de 45 kolleger i København.
Morten Jørstad er MBA fra Norges Handelshøjskole i Bergen og har arbejdet i Geelmuyden Kiese de seneste syv år senest som viceadministrerende direktør i Geelmuyden Kiese i Norge. Morten har erfaring som seniorrådgiver for kunder på tværs af Norden og har tidligere også arbejdet en periode som rådgiver på Geelmuyden Kieses kontor i Stockholm.
”Geelmuyden Kiese og House of Communication arbejder med en række spændende virksomheder og organisationer i Danmark, og jeg har mødt et meget engageret og dygtigt team. Det glæder jeg mig til at være en del af,” siger Morten Jørstad.
Tidligere adm. direktør for Geelmuyden Kiese, Maria Steno, og adm. direktør for House of Communication, Annette Spanggaard vil fremover fokusere på rådgivning af de to søsterbureauers kunder og dyrke rollen som partnere i selskabet.
”I de sidste år har vi i Geelmuyden Kiese styrket vores brand, kultur og faglighed, og vi har oplevet øget efterspørgsel fra kunder. Men efter tre år som adm. direktør glæder jeg mig til at få mere tid til rådgivning af vores kunder,” siger Maria Steno.
Hun suppleres af Annette Spanggaard, stifter af House of Communication og partner i Geelmuyden Kiese Gruppen:
”Jeg ser frem til at dyrke endnu flere synergier mellem Geelmuyden Kiese og House of Communication med en ny fælles ledelse i Danmark. Morten Jørstad kender hele det skandinaviske marked og er en stærk rådgiver inden for bl.a. kampagner og branding. Så vi kommer til at arbejde sammen om både ledelse og rådgivning hos House of Communication. Selv fortsætter jeg mit fokus på vores skandinaviske kunder og den faglige ledelse af vores team.”
Den øvrige ledelse af selskabet i Danmark er uændret: Peter Goll fortsætter selv som seniorpartner og nordisk kundedirektør i Geelmuyden Kiese Gruppen. Derudover fortsætter Karne Lykkebo som kreativ direktør, Nikolaj Buchardt som kommerciel direktør og Mikael Børsting som Public Affairs direktør i Geelmuyden Kiese. Bettina Færgeman og Elin Jonsson er uændret Nordic Account Director for henholdsvis design/interiør og fashion/beauty hos House of Communication