Umiddelbart kender Lifted og Convertic hinanden godt. De har boet sammen i en længere periode og også haft samarbejder på kunder.
Så når de to bureauer nu går endegyldigt sammen, karakteriserer adm. dir. Jannik Liedner fra Lifted det som at gå fra en længere forlovelse til et reelt ægteskab.
“Folkene i Convertic er super skarpe på teknologi og teknologi-forståelse og har flere hundrede projekter inden for bl.a. e-commerce i baggagen. Det er kompetencer, som er vigtige i vores rådgivning, og derfor giver det rigtig god mening at være sammen,” siger Jannik Liedner og fortsætter:
“Vi tror på, at vi med dette skridt vil få bedre mulighed for at hente synergier på kundefronten, og at det vil styrke vores konkurrence-evne.”
Formelt vil Lifted overtage majoriteten i Convertic, der omdøbes til Lifted Solution. Convertics ejer, Martin Basse, vil så blive partner og medejer i Lifted.
Umiddelbart vil Convertic fortsætte som hidtil – blot under et nyt navn – men både Jannik Liedner og Martin Basse vil få tværgående funktioner.
Sammenlægningen vil gøre Lifted ca. 50 pct. større idet Convertic i det senest kendte regnskab fra 2014 havde en bruttoavance på op mod 5 mio. kr. Bureauet består af fire mand, og det er således et lille bureau med solide nøgletal. Bruttoavancen pr. medarbejder er på pænt over en million kroner.
“Det er rigtigt, at Lifted-familien bliver noget større med denne transaktion. Men det er ikke størrelsen, der er drivkraften. Det vigtige er, at vi styrker vores offering til kunderne,” siger Jannik Liedner.
Lifted har fornylig afleveret årsregnskab for 2015, der viste en markant fremgang og en solid indtjening. Desuden rummer familien også Lifted Competence, der arbejder med digitale kurser, og her købte man fornylig konsulenthuset Hoffmann & Krogsgaard Consulting.